”Jeg kan simpelthen ikke forstå, at han er min!” At afslutte en heftig og stærk fødselsoplevelse med at møde sit barn er for mange kulminationen på måneders forventning og glæde.
En del kvinder kommer under fødslen ud i en tilstand, hvor de ikke kender sig selv. Hvor de siger – eller råber – ord eller lyde, de aldrig havde troet muligt, og hvor de oplever, at den person, de troede var dem selv, begynder at glide fra dem. Det er en voldsom oplevelse. Fødsler vækker stærke kræfter i os, som kan være svære at tumle bagefter, og ikke så sjældent ligger den nybagte mor og tænker: ”Så landede der sådan et barn på min mave. F**k, hvor kom det fra???”
Når man oplever det, kan man blive bange for, om man er en uduelig og forkert mor. Man kan blive bange for, at man ikke kan finde ud af at elske sit barn, og at man aldrig bliver sig selv igen.
KAOS OG SMELTEDIGEL
Det, der sker, er, at hjernen forsøger at håndtere noget, der faktisk er uhåndterligt: at vi på så kort tid transformeres til at rumme kæmpe følelser og instinktive redskaber, som vi ikke havde bare et par timer forinden.
Det er magi, det er kæmpestort, og vores moderne hjerne prøver ihærdigt at følge med ved at strukturere og ordne oplevelsen, så den passer ind i de kasser, der er i forvejen. Problemet er bare, at de kasser ikke er der endnu. Det svarer til at rydde op i værkstedet eller børneværelset og finde nogle komplet uforståelige ting, man aldrig har set før, og som man ikke aner, hvad er til. Hvad gør man med dem? Enten går man i følelsesmæssigt koma over det, eller også lægger man dem i en bunke og ordner det kendte først, indtil man kan overskue det ukendte. Og det gør hjernen. Den forsøger at få hold på tingene i små bidder, og det tager lidt tid.
Så bare slap af, din hjerne skal nok følge med, den skal bare have tid. Og imens din hjerne arbejder med det, kan du gøre noget andet og meget vigtigere: du kan bruge de redskaber, der er både ældre og klogere end vores moderne hjerne, nemlig instinkterne. Du kan se på dit barn, mærke dit barn, udveksle det stærke intense blik, dit barn sender dig og suge barnets invitation om nærvær til dig.
For det meste sker der nemlig det, at den intense, kropslige væren, som et nyfødt barn er mester i, bringer dig tilbage til det nu, hvor krop og sansning er, og hvorfra du stille og roligt kan mærke dig selv i en ny version.
Fødsel er en smeltedigel – for barnet, kvinden og den lille familie. Den nybagte mor smelter sammen med sig selv, med barnet, og med sin mand, hvis han er nær nok, til en ny følelse af sig selv.
AT FÅ SIG EN NY GOD FØDSELSOPLEVELSE
For de fleste omsættes ventetiden, tyngden og en tur gennem en stormfuld fødsel med en dyb forbundethed og sammensmeltning, når barnet lander på ens mave. Men for nogle kan det være svært at komme igennem den rystende og store omvæltning. En del kvinder gemmer deres uro væk, fordi de skammer sig over det. De fortæller det aldrig til nogen. Og selvom det er længe siden, de har født, mærker de smerten i krop og sjæl, når talen falder på fødsel, for fødsler forlader os aldrig, den sidder i vores selvforståelse, vores kvinde- og moderidentitet og i vores krop.
Derfor er det vigtigt, at den fortælling, du bærer med dig, er meningsfuld, opbyggelig og omsorgsfuld overfor dig selv. En dårlig fødselsoplevelse må helst ikke sætte sig som en negativ og hæmmende skygge, når der kan være så meget positivt at hente i den. Derfor hjælper jeg med at bearbejde fødselsoplevelser ud fra devisen: Det er aldrig for sent at få en god fødsel! Har du en fødsel, der gør ondt i dig, så få den bearbejdet og analyseret, så du kan bruge den godt i dit liv.
Omkring 10 % af alle fødende oplever en fødselsdepression, som de skal have hjælp til. Er du i tvivl, kan du du teste dig selv hos Gaia instituttet.
