Jeg åbner op for klienter igen 1/10-26 ❤️

Formålet med en fødselsforberedelse er at give jer viden om fødsel, smertehåndtering og -lindring samt eventuelle komplikationer og andet af obstetrisk karakter. Her kan I tale om de praktiske, følelsesmæssige og sociale aspekter af fødslen.

Forskning har vist, at fødselsforberedelse kan:

  • Reducere bekymringer og angst for fødslen
  • Øge kvinders selfefficacy til at kunne håndtere fødslen
  • Øge andelen af kvinder i aktiv fødsel ved ankomsten til fødeafdelingen
  • Reducere brugen af medicinsk smertelindring
  • Forbedre kvindens fødselsoplevelse 

(Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger for svangreomsorgen. København: Sundhedsstyrelsen, 2022, s. 209-215).

Privat fødselsforberedelse kan være for dig/jer, der ønsker en skræddersyet fødselsforberedelse. I har mulighed for at forberede den gravides krop, fødselspartneren og jeres sind på den store oplevelse, som fødslen er. Fødselsforberedelse er for alle gravide og deres fødepartnere – både førstegangsforældre og flergangsforældre. Det kan være, I har nogle bestemte problemstillinger eller erfaringer, I gerne vil have taget højde for. Det kan også være, at I har en tidligere traumatisk fødsel bag jer. Jeg står til rådighed med al min viden og erfaring, så I er trygge og rolige til fødslen og har troen på, at lige meget hvordan fødslen kommer til at gå, så klarer I det.

Hvad lærer I til fødselsforberedelse?

I lærer helt konkrete strategier i form af vejrtrækning, afspænding, visualisering, presseteknik. I får viden om hvad I kan gøre, hvis fødslen ikke går som planlagt samt konkrete opgaver og instruktioner så jeres samarbejde bliver optimalt.

Emnerne til fødselsforberedelse er:

  • Teoretisk gennemgang af fødslen, herunder kroppens forandringer, hormoner samt fødslens faser.
  • Smertelindringsteknikker, både medicinsk og naturlig, herunder vejrtræknings- og afspændingsøvelser.
  • Pressefase og presseteknik, konkrete arbejds- og fødestillinger til hvordan kroppen arbejder bedst og undgår store bristninger.
  • Afspændingsøvelse.
  • Visualiseringsøvelse.
  • Udformning af en ønskeliste for fødslen.
  • Partner-forberedelse, som er praktiske værktøjer, ideer og tips til, hvordan partneren bedst muligt støtter den fødende.
  • Parøvelse så du får den allerbedste fødepartner.
  • Lydfiler at øve jeres værktøjer efter.
  • Fødselsforberedelsesworkbook. 
  • Rebozoinstruktion når I booker fødselsforberedelse i DoulaHuset.

“Mit forløb ved En ANDEN start gav mig en masse viden, som jeg – modsat i det offentlige tilbud – ikke bare selv kunne læse mig til i enhver graviditetshåndbog. Jeg følte faktisk, jeg gik til fødselscoach hos Astrid; at jeg her forberedte mig både mentalt og fysisk. Samtidig fik min kæreste og jeg også en række håndgribelige redskaber, som hjalp ham til at blive en mere aktiv deltager i fødslen. Jordemoderen sagde, at de aldrig ville have gættet på, at jeg var førstegangsfødende.”
– Førstegangsforældre

Privat fødselsforberedelse hos mig er for jer, der ønsker:

🌸 At gå imod fødslen med en følelse af tryghed
🌸 At vide, at I har gjort, hvad I kunne for at være forberedt
🌸 At være fleksibel i jeres tanker omkring fødslen og dens udvikling
🌸 Skræddersyet fødselsforberedelse, der tager højde for jeres unikke situation
🌸 En erfaren og fagligt funderet underviser 
🌸 Fokus på den fysiologiske fødsel og hvad der fremmer den
🌸 En velforberedt partner

Lidt om din underviser

Jeg har nørdet graviditet, fødsler, amning og alt derimellem, siden jeg selv blev gravid for første gang i 2007. Efter mit andet barns fødsel i 2010 sprang jeg ud som doula og har siden da støttet, undervist og vejledt tusindvis af familier. Jeg har undervist i smertefri fødsel, da det var forholdsvist nyt, og jeg har undervist i fødselsforberedelse på hold, i vand og 1:1 privat siden 2011. Jeg holder mig opdateret på den nyeste viden, og du finder mig ofte med en bog i hånden, en lydbog eller podcast i ørene eller til et foredrag eller kursus, fordi jeg brænder så meget for at kvinder/familier skal komme trygt ind i forældreskabet. 
I øvrigt har jeg en baggrund som lærer og cand.pæd.soc., så det at sammensætte undervisning og udføre den, er noget jeg elsker, og som ligger naturligt til mig. Jeg fik ikke nævnt, at jeg også er coach og har været det siden 2008, hvilket ofte skinner igennem i mine forløb, for jeg tror virkelig på, at I har svarene inde i jer. Når jeg har serveret den rette viden og de rette værktøjer, så er det jer, der skal mærke, hvad I ønsker, og I ved, hvad der er rigtigt for jer. Jeg er træt af “one size fits all”-tilgangen, og derfor er det min største fornøjelse at se jer komme frem til, hvad der kan passe til jer! 

Praktisk og booking

Som udgangspunkt mødes vi hos mig i Doula Huset til fødselsforberedelse. Ellers send en mail.

  • Du booker din fødselsforberedelse via linket herunder, hvoraf priserne fremgår. Alle priser er inkl. 25 % moms.
  • Enten booker du
    • 4,5 timer Fødselsforberedelse inkl. rebozoinstruktion, i DoulaHuset
    • Eller 2,5 timers online fødselsforberedelse online
Når du booker fødselsforberedelse får du:
  • Grundig, saglig og opdateret fødselsforberedende undervisning
  • Fødselsforberedelsesbog til at tage med hjem
  • Lydfiler at øve vejrtrækning mm. efter
  • Snacks og drikkevarer i Doula Huset
  • En vidensbank at trække på – og mulighed for gratis sms korrespondance ved behov
  • BONUS: Mulighed for en telefonisk session på 45 min. lige omkring jeres fødsel, hvis I har brug for at vende en problemstilling, spørge om noget med amning eller andet. Sessionen skal bruges senest 7 dage efter fødsel. 

Du kan skrive til mig på kontakt@enandenstart.dk eller via denne formular.

Obs! Tjek din spammappe for svar, hvis du ikke har hørt fra mig inden for et par hverdage. Nogle gange ryger mit svar i spam!