Sidste år blev jeg kontaktet af en gravid, der søgte sparring og fødselsforberedelse for at blive klar til sin anden fødsel. De oplevelser, hun havde haft første gang, sad dybt i hende, og hun var ikke tryg ved at skulle føde igen. Det arbejdede vi med, og hun fødte sit andet barn sidst på året. Efterfølgende har hun skrevet en smuk og rørende beretning, som jeg har fået lov at dele med jer. Den kommer her:
En skøn graviditet
Jeg fødte vores første søn for godt fire år siden. En kold dag i marts kom han endelig til verden, 14 dage over tid – 42+0. Igennem min graviditet var jeg spændt og fuld af forventning til den kommende fødsel. Jeg var meget spændt på, hvordan følelsen af veer ville være, hvornår ville de gå i gang, hvordan ville det starte, og hvor længe det ville tage. En fødsel er jo på mange måder det ultimative kontroltab. Sådan er det i hvert fald for mig.
Jeg havde en skøn første graviditet, uden de store gener, hvilket jeg var meget taknemlig for. Vi boede i lejlighed på 5. sal, uden elevator, og jeg cyklede flere kilometer til arbejde, hver dag og havde sat mig i hovedet, at jeg ville føde før tid. Sådan gik det ikke. Langt fra.
Proceduren foreskriver fødsel inden 42+0
Hospitalet havde en procedure, der foreskrev, at man skulle have født inden uge 42+0, og derfor tilbød de igangsættelse 41+5. Det var et tilbud, og dermed noget jeg kunne takke ja eller nej til. Tiden gik, jeg fødte ikke, og der var ingen tegn til noget som helst. Jeg var frustreret. Jeg var i kendt jordemoderordning og talte med dem om mine følelser og frustrationer over, at der ikke var nogen tegn på fødsel. Jeg havde ikke lyst til at skulle sættes i gang og ønskede en naturlig start på min fødsel. Jeg havde søgt information på nettet og havde hæftet mig ved en del dårlige oplevelser med igangsættelse – dog også nogle gode, men flest knap så gode – og fortællinger om vestorm og langtrukne fødsler til følge.
Ønsker om en naturlig fødsel
Jeg ønskede bare sådan, at det skulle blive en naturlig fødsel, hvor min krop skulle vise mig, hvad den i bund og grund er skabt til. Samtidig følte jeg ikke, at jeg havde viden nok til at sige ’nej tak’ til tilbuddet om igangsættelse og lade naturen gå sin gang. Det ansvar havde jeg ikke lyst til at have siddende på mig. Jeg endte med at blive sat i gang med piller, som dengang havde en højere styrke, end de har i dag. Jeg fik alle de piller, der var tilladt, men intet skete. Bortset fra lidt små veer og en slimprop der gik. Derfor skulle vi til sidst indlægges for at få sat gang i fødslen.
Vandet tages
Vi havde en aftale om fremmøde kl. 10 søndag d. 6/3, på min kærestes 30 års fødselsdag, og vi havde en klar forventning om, at de to kom til at dele fødselsdag. Ved fremmødet fik jeg mit første tjek af en jordemoder i modtagelsen, som tog vandet. Det kunne lade sig gøre, fordi jeg havde åbnet mig små to cm. Da hun mærkede efter sagde hun, at jeg havde en god stærk bækkenbund, og at hun tænkte, at vandafgangen kom til at sætte godt skub i det hele. Hun sagde også noget i retning af, at det nok skulle komme til at gå fint, og at hun ikke troede det ville blive en langtrukket fødsel. Det var sikkert sagt med omsorg og opmuntring, men den sætning kom til at spøge i mit hoved.
Vandafgangen satte heldigvis gang i veerne, og vi gik en tur på hospitalet, imens vi ventede på den kendte jordemoder, som skulle møde ind for at være med til min fødsel. Vi blev derefter installeret på en stue med badekar, da jeg havde et stort ønske om at komme i vand. Der gik ikke længe, før jeg kunne dumpe ned i karet, fyldt med det varme vand – det var fantastisk. Jeg var oppe og i et par gange undervejs og brugte tilsammen en del timer i karet.
En langsommelig udvidelsesfase
Jeg udvidede mig utrolig langsomt, selvom om jeg havde mange og kraftige og regelmæssige veer igennem flere timer. Det var utrolig demotiverende, at ligge der time efter time, med en forventning om, at NU måtte der være sket en masse. Jeg fik lavement, sad på bold, fik lattergas, fik taget prøver fra babys hoved på grund af langsom fremgang og til sidst blev vi enige om at ligge en epidural. Primært fordi jeg var så udmattet og følte, at jeg skulle have kræfter til at presse, når vi engang kom dertil – og epiduralen var virkelig en ”lifesaver”.
Jeg fik en tiltrængt pause og kunne hvile lidt mellem veerne. Jeg fik også antibiotika for at mindske infektionsrisikoen, da det var så længe siden jeg havde fået taget vandet. Jeg følte jeg havde slanger over alt – i ryggen, i hånden, i underlivet og CTG bånd om maven, så der var ikke meget bevægelsesfrihed. På et tidspunkt skulle jeg forsøge at tisse, men jeg kunne ikke stå på mine ben fordi epiduralen – heldigvis – virkede så godt, så jeg fik tømt blæren med et engangskateter. Jeg lå der og følte hverken, jeg kunne det ene eller det andet. I mellemtiden var der vagtskifte og min kendte jordemoder skulle hjem på hvil, fordi hun havde været på vagt hos mig i ca. 16 timer.
Tid til at presse
Da den nye jordemoder og hendes studerende hjælper tjekkede mig nogle timer efter, konstaterede de, at jeg var 10 cm åben. Jeg troede ikke på dem og spurgte om det var en joke, hvortil de svarede ”den slags joker vi aldrig med”. Det var som om jeg undervejs havde mistet troen på, at det ville lykkedes.
På et tidspunkt, tog jeg mig selv i at tænke, at jeg virkelig håbede de snart ville foreslå et kejsersnit, da en jordemodersuperviser var inde på stuen og give hendes vurdering. Jeg følte mig så udmattet og tanken om ikke at vide hvornår det hele var ovre, var svær at være i. Det var den studerende der skulle styre pressefasen og på et tidspunkt sagde hun:
”Ved næste ve skal du bare begynde at presse”… Presse?? Tænkte jeg. Jeg havde ikke skyggen af pressetrang, og den der fornemmelse af at skulle på toilettet, som jeg havde hørt så meget om til fødselsforberedelsen, var ikke til stede.
Det føltes så unaturligt at skulle presse et barn ud, når der ikke var trang til pres. Men jeg gjorde, hvad de sagde, det tog lang tid, og det var hårdt. Præcis hvor længe jeg pressede, ved jeg ikke. Måske 1 time til 1,5 ifølge tidspunkterne, der er noteret i min journal. Jeg pressede og pressede. Jeg så med et spejl forneden, og kunne se lidt hår på issen af min babys hoved. Jeg pressede videre og inderst inde kunne jeg mærke, at der var en frygt for at sprække, så jeg holdt nok lidt tilbage.
NU vil han gerne ud!
Vi prøvede forskellige pressestillinger, både på alle fire, på ryggen og ved at trække i tov. Der var dyk i hjerterytmen, da jeg stod på alle fire, så jeg tog resten af pressefasen på ryggen med hovedet let eleveret. På et tidspunkt kom jordemoderen op til mig og sagde ”Anne Mette, nu vil din søn altså gerne ud til jer”. Lige dér skete der noget. Jeg blev lidt nervøs, samtidig med at jeg tænkte ”NU skal han ud, koste hvad det vil”. Jeg tog fat i mine ben og pressede som aldrig før. Jeg kunne høre jordemoderen gik rundt og rumsterede med et metalbord og lagde instrumenter frem. Det føltes uvirkeligt, og jeg tog mig selv i at tænke ”hvorfor mon hun gør det”. Jeg havde det vitterligt som om, at der ikke ville komme et barn ud, selvom jeg egentlig var så tæt på målstregen.
“Pludselig var hans hoved ude”
Det brændte og gjorde meget ondt. De bad mig gispe, og pludselig var hans hoved ude. Jeg kunne se det mellem min ben og med ét, var det som jeg vågnede lidt op. Jeg husker ikke den næste ve, kun at den studerende fik hjælp til at løsne navnesnoren om min søns hals. Og der var han, smuk, varm og fin. Jeg fik ham på mit bryst, han åbnede sine øjne og kiggede mig intenst og direkte i mine øjne – og så græd jeg. Nej, jeg hulkede og nåede helt at få dårlig samvittighed, fordi han hoppede på min brystkasse, fordi jeg græd. Jeg græd af lettelse! Og af glæde. Nu var han her endelig, og vi havde det begge to godt.
Jeg havde haft en indre frygt for, at der ville ske en af os noget under fødslen. Den der ”hvad nu hvis”-følelse. Jeg kiggede på min søn i nogle intense minutter, og først dér ænsede jeg de andre i rummet, og jeg så min kæreste, der stod ved siden af med en lille tåre i øjet.
Der var igen vagtskifte, lige efter han blev født, og en 3. jordemoder kom ind på stuen og præsenterede sig. Hun startede med at hjælpe til med fødsel af moderkagen, og jeg fik nogle enkelte sting hist og pist. Der kom en anden jordemoder og superviserede hende, og hun var samtidig opmærksom på, at få min søn lagt til mit bryst, som han var begyndt at søge efter. Han fik fint fat, og så græd jeg igen.
Jeg får stadig en klump i halsen og tårer i øjnene, her længe efter oplevelsen, når jeg fortæller om det. Jeg er meget, meget taknemlig for, at jeg fødte ham vaginalt, også selv om det var drøn hårdt, og jeg følte jeg ikke selv havde kontrollen. Der er mange, der igennem tiden har sagt ”så snart du får dit barn op til dig, glemmer du alt om smerterne og hvor hårdt det var”. Sådan havde jeg det slet ikke. Det var på ingen måde glemt, og der gik lang tid, før jeg kunne forstille mig at føde et barn igen.
En normal fødsel – på papiret
Efterfølgende har jeg tænkt meget over min fødselsoplevelse, og hvad der ”gik galt”. På papiret havde jeg en ret normal førstegangsfødsel med igangsættelse, men for mig var det hårdt og føltes kompliceret. Faktisk rumsterede ordene fra jordemoderen, der tog mit vand, om at det nok skulle gå super godt og hurtigt, i mit hoved. For sådan blev det jo langt fra. Jeg tror dét, og mine egne tanker om fødslen, satte nogle forventninger i mit hoved, som ikke blev indfriet – langt fra. Min fødsel blev meget lang og på ingen måder naturlig, som var det jeg ønskede. Fra vi blev indlagt og fik taget vandet, til vores søn blev født, gik der ca. 22 timer.
Gravid igen – hvad med fødselsforberedelse?
Men tiden gik, vores søn blev ældre og ønsket om et barn mere voksede. Jeg blev gravid, da vores første søn var 3 år. Jeg følte, jeg skulle forberede mig, at jeg på en måde skulle bearbejde min sidste fødsel for at være klar til den næste. Jeg havde veninder, der havde født flere gange og blev derigennem inspireret til, hvordan jeg kunne forberede mig bedst muligt. Jeg fandt ud af, at der ikke tilbydes offentlig fødselsforberedelse til flergangsfødende, så jeg måtte finde på min egen forberedelse. Jeg forstår ikke helt, hvorfor der ikke tilbydes forberedelse til 2. gangs fødende. Jeg synes stadig, man kan have behov for ”brush-up”, og ingen fødsler er jo ens.
Alle muligheder åbnes
På den ene side glædede jeg mig til at føde igen – eller rettere; jeg glædede mig til at se mit barn for første gang, som jo er verdens vildeste følelse – på den anden side frygtede jeg at gå over tid, skulle sættes i gang og få endnu en lang og hård fødsel, uden følelsen af kontrol. Jeg fulgte en jordemoder på Instagram, som har skrevet en bog om at håndtere fødesmerter. Hendes bog besluttede jeg mig for at læse. Jeg startede også på en anden privat fødselsforberedelsesmetode, men det virkede ikke rigtig for mig og blev mere en dårlige samvittighed, fordi jeg ikke fik det gjort, så det droppede jeg og fokuserede på andre tiltag, der gav mere mening for mig. Jeg talte med mine gode veninder og min kæreste om mine tanker, følelser og bekymringer.
At planlægge sin egen fødselsforberedelse
Af en veninde fik jeg anbefalet at kontakte Astrid fra En ANDEN start. Vi bookede en samtale, fødselsforberedelse og efterfølgende rebozo, hjemme hos os selv. I mellemtiden havde vi også besluttet, at vi gerne ville føde vores andet barn hjemme. Det var så rart at kunne planlægge sin egen fødselsforberedelse.
I min snak med Astrid fik jeg faktisk en større forståelse af min første fødsel. Blandt andet, at han måske havde stået lidt skævt i mit bækken, hvilket gjorde det sværere at få ham ud, og at det kunne være årsagen til min manglende pressetrang. Desuden fik jeg lige så stille troen på, at jeg godt kunne føde – og at det godt kunne være en god oplevelse. Jeg ville så gerne tro på det, men det var svært. Beslutningen om hjemmefødsel var også forbundet med en vis tvivl, hvor alle ”hvad nu hvis”-tankerne kom tilbage, ligesom de var ved min første fødsel. Hvad nu hvis der skete en af os noget.
Overvejelser om hjemmefødsel
Jeg læste, undersøgte, talte med jordemødre og fandt, derigennem mere og mere tryghed i vores beslutning om hjemmefødsel. Tanken om at have den samme jordemoder i flere timer og ikke skulle have vagtskifte midt i det hele, tiltalte mig meget. Samtidig var det rigtig rart, at have et fast team at kontakte ved behov. Ikke at jeg egentlig brugte det, men tanken om at det var en mulighed, var rar for mig. Vi bor også tæt på hospitalet, så i tilfælde af overflytning, ville det ikke tage lang tid at komme fra vores hjem og til hospitalet. Jeg vidste jo, der kunne være behov for overflytning, under eller efter fødslen. Jeg ville selvfølgelig rigtig gerne føde hjemme, men det vigtigste for mig var, at det blev en god oplevelse – uanset hvor jeg skulle føde vores barn!
Forberedelser inden fødslen
Min anden graviditet var lige så god som den første, hvilket gav mig mulighed for, i langt højere grad, at forberede mig så godt som muligt. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne gå to uger over igen, men spurgte alligevel jordemødrene ind til, hvilke muligheder jeg havde, inden vi var nødt til at ty til igangsættelse, og hvilke af de tiltag, der kunne sætte en stopper for at få lov til at føde hjemme. Der var heldigvis mange ting, man kunne gøre, såsom at bruge rebozo, akupressurpunkter, akupunktur, hindeløsning, eller de kunne tage vandet.
Tiden gik, beslutningen om at føde hjemme og forberedelserne dertil faldt på plads. Jeg havde kun læst og hørt gode oplevelser om at være hjemme. Alligevel var der en lille bitte flig af mig, der stadig tvivlede. Hvad hvis jeg fortrød i sidste øjeblik, hvad hvis jeg ikke følte mig tryg, når det hele gik i gang? Vi måtte tage en dag ad gangen, og jeg måtte forsøge at slippe alt det, man ikke kan kontrollere med en fødsel.
Hindeløsninger
Jeg gik en uge over tid. Uge 41+0 kom…og gik. Jeg havde været ved jordemoder, fået hindeløsning og lavet aftaler om, at vi tog vandet, som det første tiltag om igangsættelse, hvis vi nåede dertil. Flere dage gik, og jeg fik flere hindeløsninger uden effekt.
Dog var der en dag efter et jordemoderbesøg, hvor jeg mærkede en murren som fortsatte. Og lidt smerte. Mere smerte end jeg før havde oplevet ved de andre hindeløsninger. Var det mon begyndende veer? Jeg håbede! Jeg ringede til min veninde, som skulle være med til fødslen for at tale med hende om, hvad jeg oplevede. Hun var positiv og fortalte, at sådan startede det også med hendes 2. fødsel. Jeg blev også positiv og forventningsfuld. Det var vist torsdag, og jeg tænkte, at jeg nok havde født inden weekenden. Weekenden kom. Og gik igen. Ingen baby.
Jeg havde læst en sætning hos en jordemoder, der dukkede op i mit hoved igen og igen. ”Det der kan gå i sig selv, skal gå i sig selv”. Med den sætning i tankerne håbede jeg, at alt hvad jeg mærkede gav noget, som ville hjælpe det hele på vej i sidste ende. Det hjalp at tænke på.
Den sidste tid som en familie på tre
Jeg var nu 41+5 og havde forsøgt at nyde de sidste dage, i stedet for at blive frustreret over det. Jeg fokuserede på at nyde vores familie på tre, som snart blev til fire. For jeg vidste, at bare få timer senere kunne det hele ændre sig. Jeg havde ikke troet, at jeg ville nå dertil igen, men min krop kan åbenbart godt lide at være gravid længe. Jeg kom til det planlagte besøg, som man skal have, når man går over tid. Alt så fint ud, og både baby og jeg havde det godt. Som retningslinjen beskriver, blev vi tilbudt igangsættelse. Vi havde aftalt at starte med vandafgang.
At give kroppen én dag mere
Min kæreste og jeg havde besluttet at takke nej og give kroppen én dag mere for at se, om der skete noget af sig selv. Vi vidste ret præcist inden for hvilke to dage, jeg var blevet gravid og ud fra den beregning ville min termin ligge ca. 17/11, men min termin blev fastlagt til d. 13/11, ud fra målene på scanningen. Derfor følte vi os ret rolige i den beslutning, fordi vi følte vi havde et par ekstra dage.
Det blev 41+6 og stadig ingen tegn. Vi skulle til endnu et tjek og besluttede os for, at vandet skulle tages den dag. Vi fik derfor arrangeret pasning af vores søn på forhånd. Ved min sidste fødsel havde vandafgangen sat skub i veerne, så det håbede vi også ville gøre sig gældende denne gang. Jeg havde åbnet mig 2-3 cm, så det var heldigvis muligt at få prikket hul på forsterhinden.
Hjem at lave oxytocin
De kørte CTG og observerede en hurtig hjerterytme. Den skulle der styr på, inden vi måtte forlade hospitalet og tage hjem. Vi var der 2-3 timer, før de var sikre på, at alt var som det skulle være. Mens vi lå der og ventede på, at CTG blev færdig – med en risiko for, at de efterfølgende ville beholde os på hospitalet – kunne jeg tydeligt mærke, at min tvivl om at føde hjemme forsvandt. Jeg havde bare så meget lyst til at være hjemme. Om det så betød, at vi kun måtte være hjemme under udvidelsen og skulle komme igen inden fødslen, så ville jeg bare hjem. Hjem og forsøge at lave en masse oxytocin! Fødehormonet jeg efterhånden havde læst så meget om, igennem min forberedelse.
Klar på fødsel
Heldigvis fik vi lov til at tage hjem og vores søn var hentet i børnehave af Mormor, hvor han også skulle overnatte. Karet stod pustet op, køleskabet var fyldt, playlisten var lavet, kassen med remedier stillet frem og fødetasken pakket til en evt. overflytning. VI VAR KLAR – eller så klar som man bliver, på noget man ikke ved hvordan forløber. Men vi følte os klar!
Vi var først hjemme omkring kl. 16 og havde aftalt, at vi efterfølgende skulle ringe til den kendte jordemoder, der havde vagten. Dem havde jeg talt med flere gange de seneste dage, så de var opdateret og med på de planer, der var blevet lagt.
Vi fik en god snak om hvad vi skulle gøre de næste timer, og hvornår vi skulle tale sammen igen. Retningslinjen siger, at man skal podes ca. 6 timer efter vandafgang med henblik på eventuelt at starte antibiotika. En procedure der har ændret sig siden min første fødsel. Den kendte jordemoder mente, at der godt kunne gå lidt længere tid og sagde, vi bare skulle slappe af derhjemme. Der var vagtskifte kl. 22, så der skulle jeg ringe og lave status med hende, der overtog telefonvagten, hvis ikke der var sket noget inden. Det var der ikke tegn til. Vandet sev, jeg havde det fint, men mærkede ikke rigtig de store tegn til noget.
Begyndende veer
Vi lavede aftensmad, spiste og gik en tur i vores kvarter for at få lidt bevægelse i kroppen. Da vi kom hjem, trykkede vi lidt på akupressurpunkterne, så tv og slappede af. Lyset var dæmpet, og det var mørkt uden for.
Under vores gåtur og mens vi så tv, begyndte der lidt plukkeveer, og de begyndte at føles lidt tydeligere og lidt kraftigere, end de havde gjort nogle timer tidligere. Jeg begyndte at tage tid på veerne på min telefon klokken 19.30. Veerne kom med alt mellem 5 til 11 minutter imellem og havde varighed af 45 sekunder til 2 minutter, så altså ret uregelmæssige. Men de var der, og det var det vigtigste. For hvis ikke veerne selv var begyndt, skulle vi tage på hospitalet for at få sat gang i fødslen med et ve-drop. Så jeg var i bund og grund glad, det var til at holde ud og ikke for smertefuldt.
I den litteratur jeg havde læst, var fokus på vejrtrækning, afslapning i muskler og ikke at sige ”av”. Prøve at fastholde afslappede skuldre, ansigt og arme og hænder. Jeg forsøgte at slappe helt af mellem hver sammentrækning, hvilket gik godt, og jeg følte jeg havde kontrol. Smerterne var stadig ikke slemme.
Plan for natten
Kl. 21.30 ringede den jordemoder, der havde taget over. Vi fik en snak og jeg havde målt min temperatur, havde taget et lavement, og jeg fortalte hvordan mine veer havde været indtil nu. Vi lagde en plan for, hvornår jeg igen skulle måle min temperatur og aftalte, at jeg skulle ringe igen, når der var ca. 4-5 minutter mellem veerne. Hvis hun ikke havde hørt fra os inden, så ville hun komme kl. 4 om natten, da det ville være tid til at pode. Hun ville gå i seng og hvile, og jeg ville gøre det samme, så jeg var klar til at føde i løbet af natten. Jeg var rolig og tryg i det hele.
Lige inden vi sagde farvel, kunne jeg mærke, at der kom et par veer, der bed lidt mere end de andre havde gjort. På min vetæller kunne jeg se, at jeg havde registret en ve kl. 21.33, som kom 7 minutter efter den foregående. Kl. 21.36 kom den næste, og der gik det for alvor i gang. Veerne kom pludselig med 3-5 minutters mellemrum og varede ca. 1,5 minut. Så fra det ene øjeblik til det andet, kom de regelmæssigt og hyppigt. Det gik stadig fint med at have kontrol over dem, og jeg ville gå op og hvile mig, men jeg kom hurtigt ned i stuen igen. Jeg kunne slet ikke finde ro. Jeg begyndte at gå rundt og rundt og kunne ikke længere finde roen eller koncentrationen i veerne.
“4-5 minutter mellem veer”
Kl. 22.30 besluttede vi at ringe til jordemoderen igen. Jeg var usikker på, om det var for tidligt, men læste på den seddel, jeg havde skrevet, da hende og jeg talte sammen kl. 21.30. Der stod ”4-5 minutter mellem veer”, og på nettet havde jeg læst, at andengangsfødende skulle ringe, når de havde haft regelmæssige veer i en time. Timen var gået nu, men hun var jo lige gået i seng, havde hun fortalt, så jeg havde det lidt skidt med at forstyrre hende. Jeg ringede op, men min kæreste måtte overtage telefonen. Hun ville køre hjemmefra umiddelbart efter og spurgte min kæreste, om hun lige kunne tage forbi hospitalet efter taskerne, eller om de skulle sendes med en taxa. Jeg kunne høre min kæreste sagde ”vi vil gerne have du kommer direkte”. Jeg var glad for, at han tog den styrring og beslutning, uden at involvere mig. Vi ringede også til mine to veninder, der skulle være med som hjælpere. De kom som de første, ca. kl. 23.00. Efter at jeg have gået hvileløst rundt med kraftige veer, hjalp de mig op at sidde på en bold, med armene hvilene på vores spisebord. Jeg var glad for at se mine veninder. Det gav ro, at de var der.
Jordemoderen ankommer
Kl. 23.15 kom jordemoderen med en studerende og taskerne kom kort efter med en taxa. Jeg sad på toilettet og kastede op, da de kom ind af døren. Jordemoderen pakkede ud, og jeg hørte hende sige ”det ser godt ud, jeg kan høre, der er godt gang i den fødsel”. Da jeg var færdig med at kaste op, blev jeg undersøgt. Jeg var 7 cm åben. Jeg var glad, men forstod det ikke helt. At nå dertil, første gang havde jo taget mange, mange timer og været virkelig hårdt. Det her var jo først lige begyndt. Karret blev fyldt. Slangerne passede ikke til vandhanen, så det foregik med spande. Jeg registrerede det ikke rigtigt. Det blev fyldt, og det var SÅ dejligt at komme i. Det fik mig til at finde ro og fokusere på veerne, og nu kunne jeg igen slappe af i pauserne.
En støttende kæreste
Efter noget tid i karret kunne jeg mærke, at min vejtrækning ændrede sig, og jeg fik jeg en trang til at skubbe ned ad, men ingen presseveer eller pressetrang i den forstand. Jeg havde overskud til at tale lidt indimellem. Min kæreste gav mig æblejuice og kolde klude på panden, hvilket var så rart. Han spurgte ikke, han gjorde det bare. Jeg blev tjekket igen, og hovedet havde ikke helt roteret. Jeg var næsten 10 cm åben. Det frustrerede mig lidt, at han ikke var roteret og tænkte kortvarigt, om det kom til at sætte en stopper for hjemmefødslen, som nu ellers lige var kommet så godt i gang. Jordemoderen guidede mig til at vrikke lidt med hofterne i vandet. Jeg gjorde som hun sagde, selvom det gjorde ondt og var svært at overskue.
Nye tiltag
Vi talte om, hvor længe siden det var jeg havde tisset. Hun ville have mig på toilet, og jeg tænkte, det var en god ide, selvom jeg skulle tage tilløb. Jeg kom op af vandet. Det var hårdt, og min krop føltes meget tung. Jeg forsøgte at gøre det hurtigt for at nå toilettet mellem to veer.
Jordemoderen foreslog rebozo. Jeg havde ikke lyst men gik med det til, da jeg vidste, det kunne hjælpe den sidste rotation af hans hoved på vej. Jeg sad på toilettet og forsøgte at tisse, men jeg kunne ikke. Jeg fik et par kraftige veer derude og mærkede ham bevæge sig i maven.
Jeg kom tilbage, ind på en madras på gulvet. Der var 5 meter fra toilettet og madrassen, men det tog lang tid at komme derind, og jeg måtte tage en pause. Det trykkede mellem benene. Jordemoderen tjekkede mig, mens jeg sad der på knæene på madrassen, foran sofaen.
Hvis du skal op i karret, er det nu!
Kl. 01.15 havde jordemoderen været der i cirka 2 timer. Jeg mærkede efter med hænderne mellem benene og kunne mærke hovedet var på vej ud og huden var spændt. Jordemoderen sagde, at hvis jeg skulle op i karret var det nu, og det ville være rart at føde i vandet. Jeg havde skrevet i min ønskeseddel til fødslen, at jeg muligvis gerne ville føde i vand. Jeg kiggede mig over skulderen, så karret og sagde så, at jeg ikke kunne komme derop.
Jeg blev siddende på gulvet. Jordemoderen tjekkede hovedstillingen, som stadig var lidt skæv. Jordemoderen var bag mig, mens jeg sad på knæ på madrassen. Hun bad mig prøve at presse. Jeg var usikker pga. den skæve hovedstilling og spurgte til bristningsrisiko og hovedstillingen. Hun svarede ”Bare prøv, jeg passer på dig. Lyt til min guidning. Jeg tror ikke, du behøver presse særlig meget på veerne, din krop gør arbejdet selv”. Jeg husker, at jeg pressede lidt med, men havde stadig ikke pressetrang. Jeg kunne mærke en tyngde for neden, men det var ikke svært at holde igen, fordi trangen slet ikke var kraftig.
The burning ring of fire
Jeg havde et stort ønske om selv at tage imod ham, og det havde jeg overskud til at minde jordemoderen om undervejs, som jeg pressede med på veerne. Jeg mærkede den velkendte svien, fra min første fødsel – ”the ring of fire”. Hovedet var næsten ude. Jeg gispede og gispede, mens jordemoderen holdt varme klude forneden. Hovedet forløstes, og navlesnoren blev løsnet fra hans hals, præcis som den også sad om halsen på storebror.
Hun bad mig tage mine hænder ned, og jeg mærkede den varme, fedtede krop, mens jeg tog ham ud og op i min favn. Høj af lykke, lettelse og glæde! Det var den vildeste og mest fantastiske oplevelse. Jeg følte mig så powerfull, som jeg sad der på mine knæ, midt i vores stue og tog imod min egen søn – præcis som jeg havde ønsket det.
Efterfølgende kom jeg om på ryggen. Min søn var helt tilpas, vågen og klar til søge efter mit bryst. Jeg fik ham lagt til, og kiggede lykkelig rundt på alle i stuen. Jeg var så glad og stolt over, hvordan det hele lykkedes og følelsen af, at det bare var gået godt. Så blev det tid til efterbyrden. Moderkagen skulle fødes, og jeg begyndte at få lidt efterveer.
Stemningen ændrer sig
Godt og vel 10 minutter efter fødslen ændrede stemningen sig, da jordemoderen ville have moderkagen ud ”NU”, husker jeg hun sagde meget bestemt. Jeg havde ikke en følelse af, at noget var galt, men ret hektisk fik hun min kæreste til at klippe navlesnoren over, hvorefter hun begyndte mærke mig grundigt på maven. Hun trak let i navlesnoren og bad mig presse med. Det gik tydeligvis ikke hurtigt nok, og til sidst tog hun godt fat i navlesnoren og hev til. Moderkagen kom ud, sammen med et stort varmt skyl. Jeg troede, det var fostervand, men kunne godt fornemme på stemningen, at der var noget galt. Det var blod.
Overflytning
Den studerende gik i gang med at trykke mig hårdt på maven, i forsøg på at stoppe blødningen. Det var ikke rart, men nødvendigt. Hun fortalte, at jeg blødte, og at jeg skulle overflyttes til hospitalet med det samme. Alle hjalp til og der blev ringet efter en ambulance, som kom kort efter. Min veninde og kæreste tog sig at babyen og fik pakket ham godt ind og gjort klar til sin første køretur, kun 30 minutter gammel. De andre tog sig af mig, og kort tid efter var der lagt drop, givet medicin, og vi var på vej på hospitalet. Jeg var ikke bange på noget tidspunk, men ærgerlig over, at den skønne fødsel ikke fik en rolig afslutning derhjemme. Blødningen kom hurtigt under kontrol, og det foregik meget professionelt.
På hospitalet fik jeg mere medicin for at stoppe blødningen, og vores søn blev målt og vejet. En stor flot fyr på 4050 gram. Jeg blev tjekket for bristninger, som der heldigvis ikke var nogen af. Da de var sikre på, at blødningen var stoppet, og at moderkagen var kommet hel ud, kom vi ind i en dobbeltseng, hvor vi kunne ligge og nyde vores lille ny baby. Vi fik serveret den klassiske menu, hvidt toastbrød, smør, marmelade og saftevand – og det var helt perfekt.
Taknemmelighed
Alt i alt er jeg dybt taknemlig for den fødsel, jeg fik og endnu bedre, at det skete hjemme. Jeg er ikke ærgerlig over, at overflytningen blev nødvendig. Vi vidste, det kunne ske, og den blødning var også sket, hvis vi havde været på hospitalet. Jeg er bare glad og lettet over, at det ikke endte med en tur på operationsbordet og adskillelse fra min lille baby og min kæreste.
Sammenligning af de to forløb
På mange måder ligner mine graviditetsforløb hinanden, og alligevel er de vidt forskellige – særligt den måde jeg tænker tilbage på fødslerne, og hvordan jeg oplevede dem. Begge graviditetsperioder forløb smertefrit, drengene er begge født 42+0, der er 100 gram forskel på deres fødselsvægt, begge fødsler blev igangsat, ingen spontan start af veer, begge født med navlesnoren om halsen. Og noget lidt sjovt: den ene født i samme måned som min kæreste, den anden i samme måned som mig. Det, der dog står i skarp kontrast ved de to forløb, er min oplevelse af fødslen. Begge var igangsat, men der stopper lighederne også.
Den første igangsættelse var med piller, jeg fik taget vandet, fik ve-drop, CTG-overvågning, lattergas, antibiotika, epidural og slange på babys hoved og følte på intet tidspunkt, at jeg var i kontrol. På en måde følte jeg, at jeg ikke var en del af fødslen.
Den anden igangsættelse fik jeg kun taget vandet som igangsættelse, og jeg følte, at jeg havde mig selv med hele vejen. Jeg var i fuld kontrol, fik ingen smertelindring og tog selv imod min søn. Jeg fik den hjemmefødsel, jeg drømte om.
Smerten forsvinder
På trods af at jeg har haft to fødsler, har jeg dog ikke prøvet at opleve min krop selv gå i gang med at føde, men det kan jeg sagtens leve med. Min anden fødsel var en helt igennem fantastisk oplevelse, og nu giver det endelig mening, det jeg har hørt så mange gange med, at smerten forsvinder, når man får sit barn i armene – det oplevede jeg ikke ved min første fødsel. Jeg huskede det hele i lang tid efter. Både den fysiske og mentale smerte. Den anden gang følte jeg, at jeg kunne gøre det hele igen et par måneder efter.
Dårlige fødefølelser kan heles af en god fødsel <3
