En igangsat fødsel

Af En ANDEN start - Ingen kommentarer

I går, d. 30. maj 2018, havde jeg 10 års jubilæum som mor. Det var min plan at fejre det med dette indlæg, men virkeligheden kaldte, så det kommer med en dags forsinkelse.

42+0 – Igangsat fødsel

Efter en meget nem og ukompliceret graviditet med vores første barn bliver jeg kaldt ind til igangsættelsessamtale, da jeg er 42+0. (Det var proceduren dengang.) Vi skal møde op på sygehuset kl. 8.30 og har efter mange gode snakke, bestemt os for, at jeg ikke vil sættes i gang, hvis baby har det godt. Desværre får lægen mig overbevist om, at min baby vil dø, hvis jeg ikke bliver sat i gang. Det til trods for, at hendes grundige undersøgelse viser, at baby har det fantastisk. Det har jeg i øvrigt også og føler mig faktisk ikke specielt højgravid eller klar.

igangsat fødsel

Om morgenen inden afgang til sygehuset

Det går over efter 5-6 timer

Jeg får lagt en stikpille kl. 9. Herefter bliver jeg overvåget med CTG i cirka en times tid, hvor jeg intet kan mærke. På vej hjem skal vi lige købe nogle småting, men i storcentret får jeg allerede veer og er nødt til at bruge væggen til støtte, så vi skynder os hjem. Vi vil lægge os til rette i sofaen og se en film, men vi når kun at se ganske lidt, før jeg pludselig er meget meget forpint af smerter = veer. I papirerne, vi har fået med hjem fra sygehuset, står der, at man i 1-6 timer efter stikpillen er lagt vil få hyppige, korte småveer i 5-6 timer, og så vil de sandsynligvis gå i sig selv igen samt at man skal møde op de følgende dage for at få flere piller. Det samme har lægen oplyst os om. Derfor bliver jeg ved med at tro, at det bare lige er en kort fase, der skal overstås…

Jeg kan kun ligge henover armlænet på sofaen og rotere med bækkenet. Jeg er så sulten men kan intet få ned, da der absolut ingen pauser er. Ved 14-tiden begynder jeg at kaste op og få diarré. Temmelig svært at styre samtidig med uafbrudte veer. Heldigvis kommer min søster forbi for at se til mig, og hun får mig overbevist om, at jeg skal ringe til sygehuset, selvom jeg bliver ved med at fortælle hende, at det vil gå over efter 5-6 timer.

Endelig kl 16.20 ringer jeg til fødegangen. Jeg når kun lige at sige mit navn, og så må jordemoderen lige vente lidt, før jeg kan sige noget igen. Jeg forklarer ultra kort, at jeg er blevet sat i gang, og hvor ofte veerne kommer, og så kommer der en ve igen.

Jordemoderen udbryder heldigvis: ’du er da vist i fødsel, kom I bare herud’. Jeg begynder at græde helt vildt, fordi jeg bliver så rørt over, at det er nu, vi skal møde vores baby for første gang.

På sygehuset

Vi ankommer til fødegangen kl. 17.15, hvor jeg bliver undersøgt og er kun 1 cm åben. Min søster står og masserer min lænd hver gang, der er en ve, hvortil jordemoderen siger, at hun hellere må sparre kræfterne, for det vil tage mange timer endnu. Det slår mig bare helt ud, og jeg tror, det ødelægger min indstilling til resten af fødslen. Jeg tænker bare, at jeg ikke kan holde til det i mange flere timer. Heldigvis fortsætter min søster ufortrødent med at massere mig.

Jeg bliver beordret op på fødebriksen og skal ligge stille med CTG på. Det er frygteligt at ligge stille. Jeg kaster op igen og føler, at jeg har feber. Der er to kvinder (sikkert jordemoder og assistent) til stede. Den ene tager min temperatur, men den er normal. De er i tvivl, om de kan høre babys hjertelyd og bakser rundt med det hele og virker meget forvirrede. Så forsvinder de, og jeg bliver bange. De har lige udtrykt en tvivl angående barnets hjertelyd, og så er vi bare helt alene. Er min baby død? Hvad handler det om?

De kommer ind lidt senere og sætter en elektrode på babys hoved. Av for pokker!! Og jeg tænker kun på, at det er synd for baby. Jeg er nu 3 cm åben og får noget lattergas. Først tør jeg ikke, fordi jeg ikke kan lide at få masker på hovedet, men da jeg først finder ud af, hvor meget det ’lindrer’ at koncentrere mig om den lyd, min vejrtrækning giver i masken, bliver jeg helt afhængig af den.

Ny jordemoder

Der er strejke blandt jordemødrene, og vi er godt klar over, at der er pres på. Derfor er der også kaldt en anden jordemoder ind til mig, som endelig kommer og møder mig med øjenkontakt. Det har jeg endnu ikke haft med den ældre jordemoder, der kun har virket nedladende over for mig.

Kl. 18.30 bliver jeg undersøgt igen og er 5 cm åben, så jeg kommer i badekar på jordemoderens anbefaling, hvilket er rigtig rart i starten. Mens jeg ligger der, får jeg akupunktur i hovedbunden og ved kønsbenet. Det gør rigtig ondt der, hvor nålene sidder.

Jordemoderen går og tilbage sidder en studerende og en sosu-assistent, der begynder at tale privat om en masse ting med børn osv. Det kan jeg slet ikke rumme men heller ikke give udtryk for, at jeg vil have ro.

Frygt, angst og smerte

Smerterne bliver værre og værre igen, og jeg kigger på min mand og min søster, og de spørger, om jeg gerne vil have en epiduralblokade. JA! Selvom jeg ikke ville som udgangspunkt, har min holdning ændret sig. Jeg har så ondt, at jeg bare vil dø. Jeg tænker kun på, hvordan jeg skal komme ud af det. I min tåge får jeg også sagt noget med, at jeg ikke har lyst til at være voksen alligevel, og samtidig ligger jeg og overvejer, om jeg kan komme til at hoppe ud af vinduet. Jeg er virkelig bange og ude af mig selv.

Jeg er ikke i stand til at tale sammenhængende og har vist ikke været det længe, men heldigvis ved min mand og min søster nøjagtigt, hvad jeg tænker. De får den studerende til at kalde på jordemoderen, uden hvem jeg er meget usikker. Min søster taler med hende om, at jeg gerne vil have en epiduralblokade, og så går det stærkt. Pludselig kommer en anæstesilæge farende ind for at give mig blokaden, så jeg skal skynde (!!) mig op af karret og ind på briksen, men da jeg rejser mig op, føler jeg, at jeg skal på toilettet, så jordemoderen vil lige undersøge mig. Kl. 19.45 er jeg så 9 cm åben, så jeg kan (heldigvis) ikke nå at få blokaden. Jordemoderen siger, at jeg bare kan gå i gang med at presse. Det er gået meget stærkt.

Fødsel

Jeg brøler som en besat. Jordemoderen beder mig om at bruge kræfterne på at presse i stedet. I min journal står der, at baby er fuldt roteret på bækkenbunden kl. 20.15, og kl. 20.30 kan hovedet ses. Jordemoderen beslutter at klippe mig (!!!), og hun fortæller mig senere, at jeg ville være bristet hele vejen, hvis hun ikke havde klippet mig. Til efterfødselssamtalen siger hun, at jeg ikke havde kræfter til at presse mere, hvilket ikke var sandt for mig. (I dag – og vist heller ikke på det tidspunkt – er det ikke en indikation for klip.) Jeg mærker overhovedet ikke klippet pga. en bedøvelse, men min mand siger, at han kan høre det.

Kl. 20.38 er babyen pludselig født, og jeg får hende skrigende op på maven med det samme. Efter et par øjeblikkes forundring siger jeg ’hvad er det egentlig’ og kigger ned mellem babys ben, hvorefter jeg siger, at det er vores lille Ellen (navnet er efter min dejlige mormor og var bestemt på forhånd, hvis det blev en pige).

Fra stormvejr til lykke

Og her ligger jeg så fuldstændig uden smerter og helt høj af lykke. En tilstand jeg ikke havde troet jeg skulle komme i igen efter den eftermiddag. Kl. 20.55 føder jeg moderkagen, mens Ellen sutter på brystet, så jeg får den vildeste efterve. Jordemoderen putter mig i en seng med masser af dyner om, da jeg er helt blå og ryster af sult og anstrengelse. Under fødslen tænker jeg meget på, hvor sulten jeg er, og nu hvor Ellen er født skal jeg bare have noget mad, så ind kommer bakken med toastbrød, sandwich og flag. Det er stort. Ellen bliver målt og vejet, 3810 g og 58 cm.

Der er som nævnt strejke, så vi må ikke blive på sygehuset så længe, hvilket vi har forberedt os på, så vi kører hjem, da jeg har fået tisset. Kl. 1.00 sover far og datter derhjemme, og jeg er helt høj og går rundt og pakker tasken ud og kigger på mit vidunder og græder af lykke og stolthed.

Efterskrift

Jeg følte mig vældig godt forberedt til min fødsel. Jeg havde dyrket en masse yoga og havde været til forskellige foredrag, men jeg havde ikke øvet nogle teknikker. Jeg tror dog heller ikke, at jeg ville have kunnet bruge dem med vestorm – det var simpelthen så overvældende, at jeg bare måtte hænge i med alt, hvad jeg kunne.

Jeg var i lang tid vred over, at jeg var blevet sat i gang, for jeg vidste bare, at jeg ville reagere voldsomt på det, ligesom jeg reagerer stærkt på så mange andre kunstige ting. Det føltes imidlertid ikke som et valg at blive sat i gang eller at vente, fordi lægen trak ”død baby-kortet”. Og fordi det ikke føltes som et valg, jeg selv havde truffet, føltes det som et overgreb på min krop, ligesom klippet i høj grad også var det. Jeg brugte mange timer på at genoptræne det ”døde” område af arvæv.

Inderst inde havde jeg haft en drøm om hjemmefødsel, men det var ikke ”moderne” dengang, og jeg kendte ingen, der havde prøvet det eller talte om det. Derfor blev det ikke virkeligt for mig første gang, men da jeg blev gravid igen, og jeg mødte jordemoder Helene Bovin, som sagde ”skal du ikke bare føde hjemme?”, vidste jeg, at det var den rigtige setting for mig.

Men først skulle jeg bearbejde min vrede mod sygehuset og systemet, så hjemmefødslen ikke blev et fravalg af sygehuset, for det er jo muligt at blive overflyttet i en fødsel. Det lykkedes mig at slippe vreden fuldstændigt, og jeg er i dag taknemmelig for alt det, jeg oplevede under min første fødsel, for det var faktisk her kimen blev lagt til mit doulavirke.

Lille nyfødte Ellen med fin opstoppernæse