Her kommer en beretning fra min tredje fødsel, som endte med at finde sted i uge 43+2.
Over termin
Da jeg er 41+3 skal jeg til første tjek på fødegangen. Det er normal procedure, når man er 10 dage over termin. Jeg får kørt CTG, som er helt normal, og den lille er som altid meget livlig. Jeg bliver undersøgt, og livmoderhalsen er ca. 2 1/2 cm. Hun kan lige få fat til at lave en let hindeløsning, men det sætter ikke gang i noget. Jeg bliver senere scannet af en sød læge. Navlesnorsflow er som det skal være, moderkagen fungerer optimalt, og der er helt tilpas med fostervand. Babyen skønnes til at være 4300-4400g. Marius var 4450g og havde armen langs hovedet, så jeg er på ingen måde bange for at føde et stort barn. Det ved jeg, at jeg kan.
Mange blandede følelser
Fra nu af bliver jeg tjekket hver anden dag på fødegangen. Hver aften, inden jeg går i seng, føles det som om, der er optræk til noget, og når jeg vågner næste morgen, er jeg helt ked af det og skuffet. Jeg føler mig presset af, at jeg kun har en dag hjemme, inden jeg skal af sted igen og føler, at jeg skal ‘præstere’ noget nyt inden næste tjek. Det tager det meste af en dag, hver gang jeg er af sted, så vi forsøger at gøre det hyggeligt med cafébesøg ind i mellem – Min søde mand tager nemlig fri hver anden dag for at tage med mig.
Da jeg er 42+0, bliver jeg scannet af en meget erfaren kvindelig læge, der siger, at der intet er til hinder for, at jeg kan gå hjem og føde. Også selvom jeg er 42+0. Hun scanner meget grundigt og viser os, at babyen har hår på hovedet. Det er en rigtig dejlig oplevelse at møde hende.
Din baby “går til” 
42+2 er jeg igen til undersøgelse, hvor vi møder en sød ældre jordemoder, der skønner baby til at veje 4600. Hun er så opbakkende i det hele. Desværre skal vi i samme ombæring møde en læge, der bruger meget tid på at fortælle mig, at min baby måske ”går til”, hvis jeg ikke bliver sat i gang og føder på hospitalet. Det til trods for, at jeg fra starten af har sagt, at jeg selv tager det fulde ansvar (ja, det er jo også mig, der har valgt at blive gravid), og at hun ikke behøver at fortælle mig om dødelighed, da jeg har sat mig fuldstændigt ind i det. Mødet med hende rører dog ikke ved vores beslutning om at vente på at gå naturligt i fødsel, men det påvirker selvfølgelig mit humør resten af dagen.
Hindeløsning
Da jeg er 42+6 lykkes det næsten jordemoderen at lave en hindeløsning, og hun beroliger mig med, at piller ikke kommer på tale fra nu af. Hun siger, at hun kan tage vandet, men vi bliver enige om at vente til lørdag (43+1) for at se, om hindeløsningen i sig selv kan give noget. Næste morgen (43+0) går (noget af) slimproppen endeligt, og jeg er helt høj af forventning og spænding. Men der sker ikke mere, før næste morgen, hvor der går endnu mere af slimproppen. Vi sender børnene ud til farmor og farfar, før vi tager til sygehuset igen 43+1.
At få taget vandet
Jordemoderen undersøger mig, og efter en scanning tager hun vandet kl. 10.45. Det er en værre omgang, da hun ikke kan få hul på de seje hinder. Hun hidkalder en ældre jordemoder, som må trykke ned på maven. Hun siger, at det er meget stærk baby, der kæmper imod derinde. Da hun ikke kan få hul på hinderne, leder de efter andre værktøjer at gøre det med, men pludselig kommer det. Det er en speciel følelse at have det varme vand til at rende ud. Jeg bliver dog glad for at det lykkes.
Ventetiden er lang
Da vi kommer hjem, får jeg lavement, og vi stimulerer brystvorter for at forsøge at sætte gang i noget. Jeg sover herefter en god lur. Da jeg står op, er jeg ret ked af det over, at der ikke er kommet veer endnu. Jeg tænker, at jeg hellere må blive fysisk aktiv, så jeg begynder at vaske gulve for fuld hammer. Der sker intet. Vi går en tur, da det begynder at blive mørkt. Det er faktisk ret hyggeligt at gå og vente sammen.
Jeg har aftalt med fødegangen at ringe hver 4. time med status samt at jeg tjekker min temperatur løbende. Den er 37 hele vejen. Det er lidt stressende – igen føler jeg, at jeg skal have ‘præsteret’ noget nyt inden næste opkald. Vi sætter en film på, og lige idet den slutter kl. 19, mærker jeg den første gode ve. Jeg bliver helt lykkelig. Herefter kommer de lidt spredt og med forskellig varighed. De gør overhovedet ikke ondt, så jeg ved godt, at der kan gå lang tid endnu.
Intuition og frygt
Vi bestiller mad udefra til aften, og jeg får ringet til fødegangen kl. 20 som aftalt. Jeg lover at ringe igen, hvis veerne tager til eller aftager. Desværre bliver de ikke rigtigt til mere, og kl. 00 taler jeg med jordemoderen, som siger, at jeg skal gå ind og sove, fordi jeg er i gang med at stresse mig selv. Jeg begynder nemlig at tænke, at jeg aldrig får født det barn, og at det sikkert ender med kejsersnit.
Her kan jeg virkelig mærke, at min intuition og mine tanker kæmper om at blive hørt. For min intuition har hele tiden fortalt mig, at alt er i orden. Min baby er så tydelig, og jeg er totalt tryg, når jeg mærker ind på hende. Men mine tanker er meget påvirkede af nogle af de skræmmekampagner, jeg har været udsat for undervejs. Og sikkert også af diskursen om, at ‘Man ikke må gå mere end 14 dage over’. Jeg putter mig sammen med min mand og falder straks i søvn. Kl. 2.20 vågner jeg ved en rigtig god ve, som jeg må puste mig igennem. Jeg bliver så glad og vækker straks min mand.
Endelig veer
Efter 3 af de gode veer ringer jeg til fødegangen, og jordemoderen ankommer kl. 3.40. Inden da har jeg taget et brusebad. Vandet er holdt op med at sive, så barnet er formentligt kommet længere ned. Jeg skriver til min veninde kl. 2.40, som også kommer ca. samtidigt med jordemoderen. Jordemoderen undersøger mig ca. kl. 4. Jeg er kun 2-3 cm og har stadig livmoderhals tilbage.
Jeg kan ikke rigtigt finde ro og kravler ned i fødekarret uden vand, fordi jeg har brug for at være foroverbøjet. Jeg kan stadig ikke rigtigt finde en god stilling, så jordemoderen anbefaler mig at gå ind at lægge mig igen. Min veninde kommer ind til mig, og jeg får en ve, der varer ca. 2 min og virkelig tager pippet fra mig. Jeg vil så gerne i fødekarret, men jordemoderen mener, at jeg bør vente, til jeg er lidt mere åben. Kl. 4.50 begynder min mand alligevel at fylde vand i karret.
Jeg bliver undersøgt kl. 5.15 igen, hvor jeg er ca. 5 cm, så kl. 5.25 hopper jeg i fødekarret. Umiddelbart slapper jeg helt af i vandet, men efter ca. 10 min brager veerne ind over mig. Det er som om, de tager meget til i styrke pga. det varme vand. Ved 6.30-tiden begynder det at presse lidt på toppen af veerne, så jeg bliver undersøgt kl. 6.50, hvor jeg er 6-7 cm åben.
Overgangsfasen
Jeg er ekstremt sulten og spiser lidt dadler og drikker lidt juice. Kort tid efter kaster jeg det op igen. Det er så væmmeligt. Jeg har en fornemmelse af, at det tager for evigt for mig at udvide mig, og jeg er stadig i tvivl, om jeg overhovedet kommer til at føde. Jeg har lyst til at give op og føler mig så alene, selvom min mand er ved mig hele tiden. Han sidder foran mig, og jeg kan ikke lade ham gå. Jeg bliver lidt fandenivoldsk og beslutter, at nu skal jeg altså snart videre. Jeg begynder at visualisere, at jeg åbner mig det sidste, og at barnet kommer ud, og jeg får herefter en fornemmelse af, at min baby kommer længere ned i bækkenet, og at jeg udvider mig mere.
Kl. 7 kommer en ny jordemoder, som var den samme, som tog vandet om morgenen. Hun kommer med fornyet energi og er lige, hvad jeg har brug for, for hun opmuntrer mig hele tiden. Hun gør klar til at give mig akupunktur, fordi jeg har så ondt, men da hun er klar til at lægge nålene, begynder jeg at presse instinktivt.
Pressetrang
Kl. 8.08 undersøger jordemoderen mig, og jeg er 9 cm åben, så jeg kan begynde at presse. Hun siger, at jeg er stærk og presser med god kraft. Nu begynder jeg at tro på det, og jordemoderen er så god til at guide mig, som jeg har brug for det i denne fødsel. Jeg kigger på hende, og hun bekræfter hele tiden, at jeg gør det rigtigt. Hun siger, at nu skal min top af, hvilket er helt uoverskueligt for mig, men min mand får den af mig.
Jeg føler hele tiden, at noget rører ved min ende, og siger til jordemoderen, at hun ikke må røre mig der, når hun undersøger mig. De griner lidt af mig. Jeg får en fornemmelse af, at babyen er lige indenfor, så jeg mærker efter og begynder endeligt at tro på, at der faktisk kommer et barn ud af dette arbejde.
Forløsningen
Fra nu af tager det kun lidt over et minut – og det føles som meget længere tid, da jeg har en pause efter hovedet er ude. Da hovedet er ude, siger jordemoderen, at baby har venstre hånd langs venstre kind. Jeg tænker “Det er f***** løgn – ikke igen” og føler, at jeg får en kraft fra en anden verden. Det føles som om, at jeg er ved at gå voldsomt i stykker, men jeg VED godt, at det bare føles sådan, uanset om man brister eller ej og tænker, at så må jeg briste, nu skal hun ud. Der kommer en ve mere, og så presser jeg kroppen ud kl. 8.24. 
Jordemoderen hjælper baby ud og hjælper mig til at tage imod hende. Jeg er pludselig helt klar i hovedet, da hun er ude og tænker, at jeg skal nå at nyde hende under vandet, inden jeg løfter hende op, så hun får en lille svømmetur frem, og så op til mig. Jeg bliver helt ekstatisk af lykke og synes, hun er den smukkeste baby, jeg nogensinde har set. Efter at have snust hende og kigget på hendes ansigt, løfter jeg hendes ene ben for at se, at hun er en pige. Det havde jeg på fornemmelsen.
Efterbyrden
Jeg sidder i fødekarret lidt og nyder hende. Vi venter på, at navlesnoren holder med at pulsere, før min veninde klipper den. Herefter går jeg ind på gæsteværelset for at føde moderkagen. Efterveerne gør helt vildt ondt, og jeg orker næsten ikke at føde moderkagen. Jeg får ikke syntocinon, fordi jeg gerne vil se, om jeg kan undvære det.
Moderkagen kommer af sig selv kl. 8.54, hvorefter jordemoderen undersøger mig og vurderer, at jeg skal syes på spisebordet. Det er lettere for hende, når jeg kommer op i den højde, og der er bedre lys i stuen. Min mand lægger en madras og nogle voksduge og lagener på, og så lægger jeg mig op med baby på maven. Min veninde sørger for, at jeg lige får et stykke chokolade, for mit blodsukker er helt i bund.
Kl. ca. 9.40 bliver jeg syet. Bedøvelsen gør ondt, men det tager 2 sek. Selve syningen mærker jeg ikke, og det er heldigvis kun 4 sting. Ingen muskel skal syes. Jeg bløder en del og går ud i bad, fordi jeg har blod over alt. Min mand er nødt til at rende og vaske gulv efter mig, så baby ligger hos min veninde. Jordemoderen anbefaler mig at få syntocinon, fordi jeg har blødt til den gode side (ca. 650 ml i alt). Det siger jeg ja tak til.
Kæmpe baby
Kl. 10 kommer jeg over på sofaen og lægger baby til brystet igen. Jordemoderen kommer og viser mig moderkagen, som er meget stor, og hun fortæller, at den har dannet en ekstra hinde, fordi baby var så stor inde i maven. Min veninde og min mand sørger for at lune boller, og jeg bliver fodret med dejlige mormor-boller og juice. Baby sutter rigtig godt på brystet.
Kl. 11 bliver hun vejet, og det kommer som en stor overraskelse for os alle, at hun vejer 5 kg og er 60 cm lang. Hendes hoved er 38 cm og maven 37 cm. Ved 11.30 tiden kører min veninde hjem, og kort efter kører jordemoderen også hjem. Baby og jeg lægger os ind i gæstesengen hud mod hud og halvsover lidt. Kl. 14 kommer Ellen og Marius hjem, og da de hånd i hånd træder ind og ser lillesøster, tudbrøler jeg. Det er det smukkeste øjeblik! De næste to dage ligger baby og jeg hud-mod-hud på gæsteværelset, og præcis to døgn efter fødslen løber mælken.
Tanker efter fødslen
Når jeg har fortalt andre, at jeg fødte 43+2 er reaktionen stort set altid: “Ej, må man godt det?”
Det undrer mig, at det er den retorik, vi har omkring vores egen krop. Det kommer bag på mange, at vi faktisk selv bestemmer, hvad vi må og ikke må i forbindelse med en fødsel.
Jeg ville dog ikke undres, hvis spørgsmålet var, om det var tilrådeligt. For heldigvis har vi et system med virkeligt dygtige læger og jordemødre, der har en masse viden og erfaring at trække på, når de vejleder gravide og fødende, som vi selvfølgelig også skal lytte til. Jeg vil mene, at vi som brugere af et system også selv har pligt til at sætte os ind i forholdene og lade beslutningerne ske på baggrund af et møde mellem fagpersonernes anbefalinger og vores egne fornemmelser/viden om os selv.
Tillid til fagpersonerne omkring mig
I min situation har jeg været så heldig at møde rigtig mange jordemødre på sygehuset (og igennem netværk), som alle støttede mig i mit valg om at afvente en naturlig fødsel samt i ønsket om at føde hjemme. Havde de udtrykt bekymring omkring min situation, havde jeg helt sikkert lyttet til dem. Jeg havde enormt stor tillid til alle de jordemødre, jeg mødte, fordi de lyttede til os, satte sig ind i vores situation og gav en individuel vurdering. De informerede selvfølgelig også om de generelle anbefalinger, men uden at forsøge at skræmme eller presse mig til noget. De lyttede til, at jeg i min første fødsel blev sat i gang med stikpiller, og at det havde været en forfærdelig oplevelse, som jeg brugte meget energi på at bearbejde.
Efter denne fødsel kom det bag på mig, at jeg undervejs slet ikke kunne tro på, at jeg kom til at føde et barn. Det var som om alle undersøgelserne havde fået mig til at tvivle på mig selv og min evne til at føde. Jeg tror, at jeg lagde noget af min autonomi væk, når jeg lod maskiner og andre mennesker vurdere min situation.
Jeg var enormt opgivende, hvilket normalt ikke ligger til mig. Et par dage efter fødslen fik jeg heldigvis følelsen af råstyrke og sejhed over, at jeg havde ventet så længe, holdt fast i min intuition og født denne store, dejlige baby derhjemme i trygge og vante omgivelser.
Når du går over termin
Nu har du læst min beretning. At det var rigtigt for mig, min krop og min baby at gå så langt over termin, betyder ikke, at det er rigtigt for dig. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg IKKE anbefaler dig bare at blive ved med at lade tiden gå, når du er gået over termin. Jeg anbefaler dig at lytte til din intuition, mærke dit barn, få opbygget et tillidsfuldt forhold til dine jordemødre, bede dem om en individuel vurdering og tænke på, om der findes andre veje at gå. Vigtigst er, at du og din baby kommer sunde og raske igennem fødslen, og at det bliver en god oplevelse. Nogle gange betyder det, at man er nødt til at blive sat i gang. Eller at der skal noget andet til, du måske ikke havde håbet på. Vær så godt forberedt som muligt (det kan du fx blive hos mig), så du kan tage fornuftige og velovervejede beslutninger.
