Jeg møder i mit arbejde ofte kvinder, der er i proces med at acceptere, at deres fødsel gik som den gik. Det kan være meget velforberedte kvinder, som har gjort sig gode og sunde overvejelser omkring fødslen og ønsker herfor. Men der er måske opstået en situation, som man ikke har nogen chance for at ændre på. Det har ikke nødvendigvis været en traumatisk oplevelse, men det er gået helt anderledes end forventet. Og det har sat nogle følelser i gang omkring fødslen og kvindens billede af sig selv.
I dette blogindlæg interviewer jeg Lykke Viktoria, som gik velforberedt og tryg til sin hjemmefødsel, og som endte med at få et akut kejsersnit. Lykkes måde at arbejde med sin fødsel er så fin og kærlig, og derfor syntes jeg, at I skulle have et lille indblik i det.
Din fødsel gik fra en dejlig hjemmefødsel til et akut kejsersnit. Vil du fortælle, hvad der skete?
Jeg fik veer om morgen d. 26 juli, jeg tog i skoven med min mand og hentede nogle urtepotter fra den blå avis, vi kørte hjem i vores ladcykel (med liiiidt kraftigere veer), og da vi kom hjem igen i vores lejlighed, gik der et par timer med frokost og et meget aktivt åndedræt og en varmepude, inden du kom og var med os.
Det var meget intenst krops- og åndedrætsarbejde herfra! Da jordemoderen kom ved 16 tiden- tror jeg det var- undersøgte hun mig, og jeg var 8 cm åben. Jeg blev ikke overrasket over det. Jeg vidste godt inde i mig selv, at det gik hurtigt. Jeg kom i badekar i lejligheden, hvilket var en kæmpe lettelse. Jeg elskede at være i vandet – jeg følte mig vægtløs og vandet healede og beskyttede min krop, følte jeg. Jeg havde dog stadig fuldstændig vildt intense veer- oftest uden pause imellem dem. Dvs. måske en ve på 1 minut og så 20 sekunders pause og så en ve på 1 minut igen. Sådan fortsatte det i mange timer.
Fra hjemmefødsel til kejsersnit
Jeg kom op og gik og bevægede mig hist og her. Men jeg havde allermest lyst til at lægge mig på ryggen i badekaret. Da der var gået lang tid undersøgte jordemoderen mig igen, og selvom jeg var 10 cm åben, så mente hun, at min datter stod skævt i bækkenet. Der gik yderligere flere timer og ved midnat – efter at hun også havde prøvet at tage vandet – kørte vi til Skejby sygehus, hvor jeg blev undersøgt og scannet.
Jordemoderen og min mand prøvede endnu engang at hjælpe mig og mit barn videre i processen ved at give mig rebozo i forskellige stillinger. Der skete ikke rigtig noget bemærkelsesværdigt, og jeg var helt udkørt og færdig på dette tidspunkt. Da kirurgen kom ind og begyndte at fortælle mig om kejsersnit og overvejelser om dit og dat i forhold til det, havde min intuition allerede besluttet sig: jeg skulle have det kejsersnit!
Jeg blev gjort klar til kejsersnittet og blev kørt til operationsstuen. I hele denne proces havde jeg utrolig stor tillid til lægerne og personalet på sygehuset. Jeg følte mig meget tryg og fuldstændig udmattet samtidig. Epiduralblokaden imellem ryghvirvlerne var IKKE sjov at få lagt! – mit venstre ben begyndte at ryste og sove ret hurtigt… men jeg havde stadig fuld tillid!
Sol fødes
Jeg lå i hvad der føltes som kort tid men reelt var tre kvarter – sammen med min kæreste og ventede på vores lille baby (som vi ikke kendte kønnet på, men som vi regnede stærkt med var en pige) imens kirurgerne rev og sled i mig. Jeg kunne mærke, da de hev hende ud af min mave, da de måtte presse og hive en del i mig. Lidt skræmmende men også super syret oplevelse! Jeg hørte barnet græde højt og klart, da den kom ud, og efter få sekunder var hun oppe på mit bryst (ja! Det var en pige!) Jeg fik allerede fornemmelsen af, at jeg kendte hende. Jeg var helt tryg ved hendes høje og intense gråd – hun var “skide gal” og når man kender min datter i dag, så er det fuldstændig givet, at hun råbte og skreg af os alle den dag, hun blev født!
Tanker efter fødslen
Sol kom til verden på en uventet måde. Ved akut kejsersnit, hvilket min kæreste og jeg havde joket med selvfølgelig ikke skete for os. Men det skete for os, og det var nok planen hele tiden. Jeg tror meget på meningen med alt, der sker, og derfor havde jeg nok også så meget ro og tillid i oplevelsen af mit barns fødsel. Jeg tænker i dag stadig på min fødsel med stor stolthed og glæde (på mange måder!). Jeg kan huske hele mit fødselsforløb i detaljer, og jeg husker, hvordan jeg formåede at arbejde med mine intense veer, hvad faktisk var det, der hjalp mig undervejs. Og dét, synes jeg, bare er mega sejt.
Jeg er glad over, at jeg fik den erfaring, jeg har fået med min første fødsel. Jeg følte mig stærk, og jeg oplevede virkelig hvor stort overskud og udholdenhed, jeg faktisk har som menneske. Jeg kan se og forstå, at for nogen vil kejsersnit altid være en rigtig dårlig oplevelse, men for mig har det også været en kæmpe styrkeprøve, som jeg bestod med højeste karakter (og så var det også meget mere.)
Hvad var din umiddelbare reaktion, da du fandt ud af, at du skulle have et kejsersnit?
Jeg havde nok to følelser som miksede sig ud og ind ad hinanden hele tiden: lettelse og skuffelse.
Hvordan havde du det i dagene efter fødslen?
Min største reaktion på kejsersnittet og min oplevelse af at blive mor, kom virkelig i tiden efter. Dagene efter fødslen var jeg fuldstændig smadret og udmattet. Jeg græd vildt meget. Ikke af lykke, men i sorg over……. Something!
Min kæreste var en klippe! Han var så stærk og medfølende!
Jeg følte mig fuldstændig hudløs, og jeg kunne ikke overskue dagene. Vi kæmpede oveni sindssygt meget med amningen, for jeg VILLE amme! Men Sols temperament og utålmodighed kombineret med min utålmodighed, blodige og sprængte brystvorter og træthed gjorde det virkelig svært at komme roligt og godt i gang med amningen. Vi kæmpede nok intenst i én måned, og derefter begyndte det at gå godt. I dag ammer jeg hende stadig for fuld skrue. Mælken løber frit og meget. Hun er 2 år.
Hvad tænkte du i tiden efter fødslen?
I tiden efter fødslen, tænkte jeg ikke så meget. Jeg følte de mest utrolig intense sorgfulde følelser, og jeg græd og sov og ammede. Men når jeg tænkte noget , var det mest på mit gamle liv: hvor meget ro, tid til mig selv, søvn og lykke, jeg havde der. Jeg var ret u-lykkelig i tiden efter min fødsel. Jeg savnede min stærke og afspændte krop. Jeg savnede at være gravid igen.
Hvad tænkte du om dig selv som fødende?
Jeg havde meget ondt af mig selv. Jeg tænkte ikke så meget om mig selv som fødende faktisk. Jeg har altid haft en klar idé om, at jeg kan føde vaginalt og godt. Faktisk også efter min kejsersnitsfødsel af Sol. Så jeg tænkte mere på, at jeg ikke orkede andre mennesker, og at jeg ikke orkede andre menneskers kommentarer på, hvordan fødslen havde udviklet sig.
Jeg tror dybest set godt jeg ved, at der sker det, der skal ske, og det har ikke noget at gøre med, om jeg ”kan føde vaginalt” eller ej. For det kan jeg, hvis det skal ske. Næste gang jeg skal have et barn, hvilket jeg ønsker mig, så håber jeg da, at det er den vaginale fødsel som skal ske.
Så, jeg tænkte ikke så meget noget om mig selv ”som fødende”. Jeg tænkte mere på, at jeg ikke orkede andre menneskers forklaringer og forståelse af, hvorfor det gik som det gik. Det gik jo bare….som det jo gik.
Hvad følte du?
Sorg. Frustration. Magtesløshed. Skam. Håbløshed.
Var der forskel på din fysiske og psykiske reaktion?
Min psyke var helt sikkert mest medtaget og i længere tid.
Min krop var virkelig træt, og jeg kæmpede også med stærke spændinger i dele af min krop, lang tid efter kejsersnittet. Specielt min lænd, men, min kæreste lavede utrolig healende mad til mig, og efter fire dage på smertestillende smed vi resten af pillerne fra sygehuset ud, og jeg begyndte på urtemedicin i stedet. Kosten var en kæmpe healer af min krop efter kejsersnittet!
Hvad gjorde du ved det? Hvordan lærte du at acceptere din fødsel?
Jeg har generelt meget lys, inde i mig, som person. Jeg har en stærk tro og tillid til livet. Alt dette blev sat stærkt på prøve, i hvert fald det første halve år efter fødslen. Men lyset smøg sig ud, og jeg har ret hurtigt efter fødslen kunne acceptere fuldstændig hvad der skete den dag, jeg fødte sol. Det, som har været svært at acceptere, og stadig kan være det, er andre menneskers idéer om, hvorfor det blev et kejsersnit.
Så jeg tror, at på den lange bane, så har min kejsersnitsfødsel udfordret og hjulpet mig til at stå stærkere i mig og min kraft; det jeg skal lære. Og ikke at tænke så meget på andre menneskers idé og holdning til mine oplevelser.
Hvad hjalp dig mest?
Min kæreste, som var min ” personlige helsedoktor” og min største støtte igennem alle de svære følelser.
Mine mange behandlere og healere af min oplevelse, i tiden og årene efter fødslen.
Mange kvinder, der får et kejsersnit, beskriver, at de mangler følelsen af forløsning. At det sværeste er at tænke på lige der, hvor barnet kommer ud. Hvordan har du (haft) det med det?
Jeg har gået hos en traumeterapeut, som har hjulpet mig med at forløse den ophobede energi, som har sat sig ”fast” i mit underliv og i mine hofter og ryg.
Jeg oplevede et års tid efter fødslen, at jeg havde opbygget mange uforløste spændinger og meget uro og rastløshed i mit underliv, og jeg havde brug for at få det forløst. Jeg oplevede helt klart at meget af det var energi fra fødslen: alle de veer som havde arbejdet og arbejdet, men ikke var blevet forløst ved en pressefase. Jeg har derfor blandt andet arbejdet med at at gå tilbage i tid, gennemgå min fødsel igen og føde Sol vaginalt, igennem hypnose og kropslige fornemmelser. Det har været rigtig dejligt og forløsende arbejde.
Med alt det, du ved i dag, ville du så have gjort noget anderledes dengang?
Nej! Det var sådan det skulle være.
Hvad er dit bedste råd til andre kvinder, der har oplevet en fødsel, der ikke gik som forventet/ønsket?
Jeg vil råde til at få en masse hjælp til at heale det, der sidder tilbage fra oplevelsen, sådan så du igen kan bevæge dig ud i livet, og evt. ind til en ny fødsel af dit næste barn med tillid og tryghed. Og derudover at give dig selv tid… masser af tid…. tid til at blive mor med en mor-tatovering på maven.
Dette interview er lavet og opsat på hjemmesiden i juli 2018.
