Er du også træt af spørgsmålet: ‘Hvordan tør du føde hjemme?’ Du behøver ikke forsvare dit valg! Men måske giver det dig ro i maven at have nogle svar parat.
Forskning om hjemmefødsler
Seniorforsker Ole Olsen og jordemoder og PhD Jette A. Clausen er i marts 2023 udkommet med endnu et systematisk review af den tilgængelige forskning på hjemmefødsler vs. hospitalsfødsler.
Det giver rigtig god mening at føde på sygehuset i mange tilfælde, fx ved kendte komplikationer eller særlig behov for monitorering osv., men det er min erfaring, at en ønsket hjemmefødsel nogle gange vælges fra på et grundlag, hvor ikke alle nuancer kommer med. Ofte er det særligt sikkerheden omkring hjemmefødsel, der fylder.
Iflg. Olsen og Clausen er der dog ikke noget forskningsmæssigt belæg for, at hospitalsfødsler skulle være mere sikre: “Planlagte hospitalsfødsler øger antallet af komplikationer og indgreb, uden at der opnås nogen påviselig gevinst målt ved lavere dødelighed blandt mødre eller børn.”
Verdenssundhedsorganisationen WHO har iflg. Olsen og Clausen endvidere udtrykt bekymring for, at den stigende medikalisering af fødsler underminerer kvinders evne til at føde og øger risikoen for en unødvendig dårlig fødselsoplevelse.
Det er fødselsoplevelsen, der er vigtig
Man kan sagtens have en dejlig fødselsoplevelse med alverdens indgreb. Problemet er, at der mange gange foretages unødvendige indgreb, som medfører unødvendige følger. Resultaterne fra det systematiske review taler sit tydelige sprog.
Når den gravide er sund og rask og forventer ukompliceret fødsel, finder forskningen, at der ved planlagte hospitalsfødsler ses følgende:
- 50 % flere store blødninger i forb. med fødslen
- 50 % flere infektioner bagefter
- Elektronisk overvågning hos tre gange så mange.
- Ca. 50% flere får ve-stimulation, epiduralblokade eller klip i mellemkødet
- 20 % flere kejsersnit
- Dobbelt så mange børn får en caputelektrode
- 50 % flere af de hospitalsfødende har sværere ved at få gang i amningen
16 argumenter for hjemmefødsel
Jeg vælger at planlægge hjemmefødsel:
- Fordi jeg er sund og rask, og min graviditet er ukompliceret. Jeg har fået grønt lys fra både jordemoder og læge til at føde hjemme.
- Fordi forskning viser, at det er mindst lige så sikkert som at føde på hospitalet – når man er velvisiteret, og der er styr på rammerne.
- Fordi jeg føler mig mere tryg hjemme i mine egne omgivelser, egne dufte, lyde og egne møbler. Jeg ved, at tryghed kan hjælpe fødslen til at forløbe mere naturligt og roligt.
- Fordi jeg har en erfaren jordemoder ved min side. Hun har alt det nødvendige udstyr og er klar til at reagere hurtigt, hvis der skulle opstå behov for hjælp. Hun har fuld fokus på mig og min baby.
- Fordi min krop ved, hvad den skal gøre. Jeg har forberedt mig grundigt og har tillid til processen.
- Fordi jeg har en backup-plan. Hvis der bliver behov for at tage på hospitalet, er det allerede aftalt, hvordan det foregår.
- Fordi jeg vil have en fødsel, der føles mere intim. Jeg kan selv styre, hvem der er til stede, og hvordan stemningen skal være.
- Fordi min partner også er tryg og føler, han kan bedre kan bidrage til fødslen derhjemme. Vi har talt det igennem og ved, at vi har jordemoderens støtte og vejledning.
Er du stadig med?
- Fordi jeg undgår unødvendig transport i fødslen og med en lille ny baby. Jeg kan blive hjemme og føde uden at skulle tænke på bilkørsel og logistik.
- Fordi jeg gerne vil undgå at føle mig som en patient. Hjemme er jeg bare mig selv – ikke en “sag” i et system.
- Fordi jeg gerne vil føde i vand i et oppusteligt fødekar. Og det kan jeg nemt arrangere derhjemme, præcis som jeg vil. På sygehuset er det ikke garanteret, at jeg kan få et fødekar.
- Fordi jeg ved, at hjemmefødsel kan reducere risikoen for interventioner. Det gælder fx medicinsk smertelindring, vestimulation og kejsersnit.
- Fordi jeg gerne vil have mine ældre børn tæt på. De kan være med til at byde deres lillebror eller lillesøster velkommen på en tryg måde.
- Fordi jeg har fået anbefalet det af andre hjemmefødende. Deres positive oplevelser inspirerede mig til at vælge det samme.
- Fordi jeg tror på, at en rolig start for mig også betyder en rolig start for baby. Mindre stress og mere nærvær fra starten.
- Fordi det er en del af min families værdier. Vi prioriterer nærhed, autonomi og en naturlig tilgang til fødslen.
Jeg håber, der var nogle af disse 16 svar, der matchede dig og dine valg! Du er velkommen til at bruge dem, som du vil. Og ønsker I at forberede jer grundigt på fødslen, så tøv ikke med at kontakte mig for at få privat fødselsforberedelse eller en samtale omkring den forestående fødsel.
Uanset hvordan du/I vælger at planlægge jeres fødsel, så er det vigtigt, at I er velforberedte og har den rette viden samt de rette værktøjer at trække på. Husk at selvom jeg her taler rigtig meget for hjemmefødsel, er jeg lige så stor fortaler for fødsler på hospitalet, hvis det føles rigtigt for dig/jer eller hvis det er nødvendigt!