”Skal du virkelig ikke scannes? Hvordan tør du!?” Sådan mødes nogle kvinder, hvis de fortæller at de ikke ønsker at tage imod tilbuddet om scanning i graviditeten. Andre – særligt kvinder der har født før det rutinemæssige scanningstilbud blev indført – siger: ”Det var da egentlig fornuftigt. Hvor er det dejligt at høre, at der er nogle, der tænker sådan.” De allerfleste gravide i dag ved ikke, at scanningsundersøgelsen ikke er noget, man er nødt til. De fleste synes det er rart at få den lille at se, og især for den kommende far/partner bliver graviditeten mere virkelig af at se det lille billede. De færreste tænker over, at scanningerne handler om at finde fejl ved fostret, som man så skal beslutte, om man vil beholde eller abortere.
Hvad nu hvis?
Nogle har tænkt scenariet til ende – hvis scanningen viser et barn med fx Downs syndrom, så skal vi enten a eller b. Alt det, der ligger ind i mellem er der ikke så mange af os, der forstår, før vi står i det. Nogle får at vide efter scanningen, at de ligger i højrisikogruppen, hvilket vil sige, at der er stor risiko for, at barnet har en form for misdannelse. Men hvad gør man lige med den melding?
Når man får sådan en besked, skal man vælge, om man vil have foretaget en fostervandsprøve/moderkagebiopsi. Dvs. at der stikkes en lang nål gennem maveskindet, som tager en prøve fra fostervandet eller moderkagen. Den udtager lidt af barnets celler og kan så fastslå evt. risici. Den undersøgelse udgør i sig selv en risiko. Nogle vælger den til og går storbekymrede rundt i ventetiden. Andre vælger den fra og går måske lige så bekymrerede rundt, indtil de har født barnet.
RED: Siden dette blogindlæg blev udgivet er der i mellemtiden kommet en ny test; NIPT (= Non Invasiv Prænatal Testing. Det er en blodprøve, som også kan påvise sandsynligheden for, at barnet har downs syndrom. Så vidt vides er den dyr og ikke let at få adgang til via det offentlige.
At møde dit barn med tillid
Et af de hormoner, der afgør tilknytningen mellem mor og barn, er oxytocin. Det udskilles i skyhøje mængder, når barnet kommer ned gennem fødselskanalen, og når barnet tages ind i sin mors kærlige favn og ligger mod hendes bryst. Det er det hormon, der sætter os i stand til at modtage barnet på et meget dybt plan, at forstå det og at reagere på dets behov. Når det nyfødte barn kommer direkte op til mor lige efter fødslen, bonder og tilknyttes de i en grad, der ikke kan opnås på andre måder. Hvis mor forventer, at der noget galt med baby, når den kommer ud, vil hun måske være lidt mere forbeholden overfor at tage sit barn ind til både sin krop og sit hjerte. Måske skal barnet tjekkes af personalet, før denne tilknytning kan foregå. Der er jo forskel på, hvordan vi møder det, vi hører om, det, vi ser og det, vi mærker.
Den uskyldige tilknytning
Vi kender alle sammen det at have nogle forventninger til en person, som så fuldstændig må ændres, efter vi har mødt vedkommende. Hvis du træder fordomsfuldt ind i et møde med et andet menneske, så præger det mødet. I selve mødet med dit barn vil der være kræfter på spil, som vi ikke kan forudsige.
I en kronik fra Politikken skriver en mor: ”Med den nuværende fosterdiagnostik har man som forældre for evigt tabt den uskyld, der ligger i at tage barnet, som det kommer og hjælpe det så godt, man kan.”
At opdage misdannelse efter fødslen
Jeg har interviewet en nybagt mor, som bevidst fravalgte scanninger under graviditeten. Hun beskriver, at hun havde en stærk fornemmelse for, at alt var som det skulle være, og hun ville ikke abortere barnet, hvis der var noget galt. ”Jeg ønskede at være lykkelig uvidende, for hvis der var noget galt, kunne ingen nogensinde tage den lykkelige uproblematiske graviditet fra mig, hvor jeg knyttede mig til mit barn.”
Hun følte, at hendes intuition blev styrket af, at hun turde stole på den. Hun havde ikke behov for, at andre skulle fortælle hende, om barnet havde det godt eller ej. Læs her beretningen om, hvad der sker, når hun møder sin baby:
”Dagen oprandt, hvor jeg fødte mit dejlige barn, som jeg havde elsket og knyttet mig til, længe før hun så dagens lys. Jeg opdagede efter en halv time, at hendes højre øre ikke var fuldt udviklet, og at øregangen var lukket. Jordemoderen havde godt set det, lige da hun blev født. Hun havde valgt ikke at sige noget, før jeg selv var klar til at opdage det. Jeg fik tid til at tage imod min datter, bare suge hende til mig, og jeg lagde ikke mærke til det særlige øre før efter en halv times tid. På det tidspunkt var hun helt inde i mit hjerte! Og da jeg så det lille krøllede øre, undersøgte jeg nysgerrigt det og resten af hende. Alt var som det skulle være.”
Forskellige holdninger til scanninger
Andre forældre beskriver, at de synes, at det er rart at være forberedt inden fødslen, hvis barnet fejler noget.
Marianne
Marianne fortæller, at hun tilvalgte nakkefoldsscanningen, da hun ikke ønskede et barn med Downs syndrom. Hun tænkte, at det ville være så meget mere krævende, og den opgave var hun ikke villig eller klar til. Desuden gjorde scanningen babyen mere virkelig og nemmere at forholde sig til. Der var kommet billede på.
Lotte
Lotte er mor til to. Hendes førstefødte datter er svært handicappet pga. for tidlig fødsel og efterfølgende kramper og hjerneskade. Lotte og hendes mand føler ikke, at deres liv er forfærdeligt. De føler, at de som mennesker vokser med opgaven som familie omkring et handicappet barn, og de elsker deres datter højt. Lotte fortæller: ”Ingen af dem, jeg kender med svært handicappede børn, har haft mulighed for at opdage noget ved scanningerne. De er alle blevet scannet og sidder alligevel med et handicappet barn.”
Helene
Helene, der har født sine første to børn i 89 og 91, da scanningerne ikke var rutinetilbud, fortæller, at det hverken føltes utrygt eller risikabelt ikke at være blevet scannet. ”Det var jo bare sådan, det var. Der var en tillid til, at der lå et fint barn derinde. Jordemoderen lyttede og man mærkede liv, og det var godt nok til at være tryg.”
Det er efterhånden blevet det mest almindelige at blive scannet. Den gravide, der vælger scanningerne fra, mødes ofte med mistro og skepsis. Nogle gravide fortæller, at de ikke orker at fortælle om deres beslutning om at fravælge scanning, fordi de mødes som nogle, der udsætter deres barn for en risiko. Det føles ikke som et frit valg, hvis du er nødt til at vælge en bestemt ting for at være en omsorgsfuld gravid og kommende mor.
Det er vigtigt at huske, at der ingen forhøjet risiko findes ved ikke at blive scannet. Barnet, der ligger i maven, er som det er, scanning eller ej.
Giver scanning tryghed?
I artiklen: ”Det store fravalg” fra Berlingske 15.2.2014 af Anne Eisenberg og Mathias Andersen, udtaler formanden for jordemoderforeningen og medlem af etisk råd, Lillian Bondo: »Jeg synes, at det har udviklet sig til at være den screening for Downs syndrom, som Sundhedsstyrelsen i 2004 sagde, at det ikke skulle være. Man kan ikke sige, at det er det enkelte menneske, der på et informeret grundlag tager stilling til, om man vil gøre brug af det tilbud eller ej.« siger Lillian Bondo og henviser til, at ordet screening i denne sammenhæng betyder »at finde med henblik på at fjerne«.
I samme artikel udtaler overlæge Peter K. A. Jensen fra Klinisk Genetisk Afdeling i Skejby: ”Når 93 procent af de danske gravide gennemgår en nakkefoldsscanning som en del af risikovurderingen for Downs syndrom, kan det være nærliggende at tænke, at Sundhedsstyrelsens oprindelige fokus på det frie valg er blevet erstattet af en vis selvfølgelighed, hvor nakkefoldsscanningen er blevet en naturlig del af graviditeten.”
Kan flere scanninger føre til mere bekymring?
Artiklen ”Resten af vores liv vil vi være ulykkelige over det her” fra Weekendavisen af Johanne Mygind d. 04.04.2014 omhandler fosterdiagnostik i Vietnam. Et giftstof fra Vietnamkrigen rammer den generation, der bliver født nu, og derfor er der indført ugentlige scanninger til alle gravide, og fostre aborteres op til 6. måned på mistanke om misdannelser. Tine Gammeltoft er antropolog og i gang med sit feltarbejde i Vietnam, hvor hun fortæller, at kvinderne allerede dagen efter scanningen atter er bekymrede for, at der er noget galt med deres baby. ”Disse teknologier skaber altså frustration og angst, samtidig med at de bliver promoveret under henvisning til, at de gør kvinder trygge,” siger Tine Gammeltoft.
Hun sammenligner med situationen i Danmark. ”Når over 90% af kvinderne foretager enslydende valg, så vil man som forsker stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det overhovedet er hvad man kalder, ”et frit valg”. Det kræver åbenbart et stort personligt mod at stille sig op mod den sociale forventning, om at man bør benytte sig af fosterdiagnostik.” Siger Tine Gammeltoft.
Et vidst til- eller fravalg
Beslutningen om at blive scannet bør være et bevidst valg, som stemmer overens med den, man er. Det er hverken rigtigt eller forkert at vælge det ene eller det andet. Men det er ærgerligt at bruge sine kræfter på at være unødigt urolig.
Jeg vil gerne opfordre til, at du som gravid følger din mavefornemmelse og mærker, hvad der føles rigtigt for lige præcis dig. Det kan være svært i en tid præget af ekstrem meget ekspertviden, som vi har meget tiltro til (hvem har ikke mindst én selvhjælpsbog på hylden?). Og i en tid, hvor samfundet på et eller andet plan sår tvivl om, hvorvidt kvindekroppen er i stand til at producere et sundt barn. Men hvis du bare begynder at tænke over, hvordan du har det med at skulle scannes eller med at vælge det fra – eller hvad du ønsker at få ud af din scanning, er du allerede et godt stykke på vejen til at træffe en god beslutning.
