Min mission som doula

Min mission som doula er at hjælpe til, at I får gode og trygge fødselsoplevelser og til, at I bringer jeres børn kærligt til verden.

Det, at føde, kan være ensomt, da ingen kan gøre det for dig. Du betræder stien alene, men når dine nærmeste tryghedsskabere er omkring dig, ser dig og forstår dig, kan det være helt okay at gøre arbejdet selv, og på den måde bliver ensomheden en kraft. Den kraft kan du tage med dig videre i dit liv, det lover jeg dig!

”Astrid er et helt fantastisk menneske. Jeg var så heldig, at hun var min doula til min 3. fødsel. Fra første gang vi mødtes, kunne jeg åbne mig op og dele følsomme og sårbare tanker. Hun stråler af ro og varme, og det har gjort, at jeg har følt mig meget tryg igennem hele graviditeten og under fødslen.
Hun er en sand vidensbank indenfor graviditet, fødsel og amning, hvilket jo også bidrager til den øgede tryghed. Astrid er som den dejligste mor, der tager dig under sine vinger og passer på dig.”

Louise, 3. gangsmor

Læs om mig og min faglige baggrund ved at følge dette link.

Hvorfor vælge en doula

Min erfaring som doula er, at min tilstedeværelse kan være medvirkende til, at mor føler sig tryg, selvom hun bevæger sig ud på ukendt land. Hun tør at give sig hen til kroppens arbejde og læne sig ind i den store transformation, en fødsel kan være. Far kan føle, at presset er taget af hans skuldre. Han kan være den stabile støtte for sin kvinde og give hende kys og kram, aen og andre oxytocinboostere. Han behøver ikke at tænke over, om mor er tørstig, om hun skal over i en anden stilling, eller om noget kan gøre situationen endnu bedre. Han kan bare være nærværende for sin kvinde, præcist som hun har brug for for ikke at føle sig alene.

“Det var en enorm tryghed for både mig og min kæreste at have Astrid med til fødslen af vores søn. Det var så dejligt med et ekstra sæt hænder og en mere, der kendte mig og mine behov og ønsker. For mig var det vigtigt, at der hele tiden var en hos mig og Astrids deltagelse betød, at fødslen også blev en fantastisk oplevelse for min kæreste. Jeg synes, en fødsel er en meget intim oplevelse mellem kvinden og hendes mand, men Astrid mestrede på smukkeste vis at stå i baggrunden, når det var passende og virkelig også at byde ind, når jeg havde brug for det. Hun tog over på de tidspunkter, som vi havde aftalt inden, og hun mindede mig om de ting, vi havde øvet og talt om.”

Hvordan foregår det?

Når du finder ud af, at du har brug for en doula til din fødsel, kontakter du mig på astrid@enandenstart.dk. Skriv gerne i så god tid som muligt, så der er større chance for, at der er ledigt omkring din termin.

  • Vi aftaler et første uforpligtende og gratis møde á ca. 30 min., hvor vi ser, om kemien er til stede. Det kan også være i telefonen/ på Skype.
  • Som en del af vores aftale deltager du på det fødselsforberedelseshold, der passer ind i forhold til din termin.
  • Dernæst har vi mellem 3-6 samtaler/møder á to timer (afhængigt af hvilken pakke, du har valgt), hvor vi lærer hinanden godt at kende og forbereder fødslen grundigt. Som gravid kan du også få rebozomassage, hvis det ønskes. (Antallet af møder afhænger af hvilken pakke, du vælger).
  • I perioden fra tre uger før din termin og til to uger efter din termin, står jeg til rådighed døgnet rundt. Når fødslen går i gang, kommer jeg og er hos jer, indtil I er kommet godt ud på den anden side. Jeg hjælper fx med rebozo, at tage billeder, akupressur, homøopati, vejrtrækning, tips og praktiske opgaver. Føder du uden for de fem uger, gør jeg alt hvad jeg kan for at deltage.
  • Efter fødslen kommer jeg ud på hjemmebesøg, og fødslen bliver talt igennem. Her er der også mulighed for at få ammehjælp. Jeg tilbyder endvidere at afslutte vores forløb med en blid og kærlig rebozosvøbning. Desuden er det muligt at få lavet et moderkageaftryk, hvis det ønskes.
  • I hele perioden står jeg til rådighed ved telefonen, også hvis I får brug for hjælp til den lille efter fødslen, fx i forbindelse med amning. Og jeg kører gerne ud, hvis der opstår ekstra akut behov.
  • Jeg støtter jer hele vejen.
  • Jeg har en kontrakt til jer, hvor alt dette er beskrevet.

“Vi fik en ro og tryghed omkring forløbet, som vi nok ikke ville have fået ellers, det, at der var en person som fulgte os gennem det hele og kendte os, betød virkelig meget.”

Louise og Tue, førstegangsforældre
Se pakker og priser