Her kommer beretningen om, da jeg skulle føde vores femte barn. Hvis du vil læse om nogle af mine andre fødsler, har jeg skrevet om vores ældste barns fødsel her og vores tredje barns fødsel her. Desuden har jeg skrevet lidt om denne graviditet med vores femte barn her.
42+0
Jeg har været til rutinemæssige tjek 41+3 og 41+5, og her ved den tredje undersøgelse 42+0 sker der noget indeni mig: Den dag beslutter vi os for at forsøge at sætte fødslen i gang, selvom jeg føler, at det ikke er det bedste for os og min krop. Men det er det måske alligevel. Angsten for at miste igen begynder pludseligt at fylde det hele. Jeg har været i stand til at bevare tilliden i det meste af graviditeten, men ved dette tredje tjek på sygehuset, bryder jeg sammen. Det er det samme sted, jeg fødte vores døde søn præcist to år tidligere, og det igangsætter en frygt. Samtidig med at jeg reagerer meget kraftigt på ydre indblanding, forstået på den måde, at når en scanner/Jordemoder/CTG-måler skal fortælle mig, hvordan mit barn har det, så mister jeg lidt af min ellers meget stærke intuition og bliver usikker.
Set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg havde haft en fagperson helt tæt på mig, som kunne have støttet mig i at vente. Mine jordemødre var fantastiske, men dem kunne jeg jo ikke trække på i døgndrift… især ikke når der så også skulle gå så lang tid. Min krop er nemlig ikke sådan lige at manipulere med og få i gang med at føde, så det tog 5 dage, før hun kom, den lille Dagmar.
42+1
Vi har sovet på sygehuset, og der er ikke sket det mindste. Jeg skal fortsætte med at tage piller dagen igennem. Vi har en rigtig hyggelig dag sammen, ser Netflix, går ture og spiser. Næsten som at være på weekendophold – hvilket er noget, vi ikke ligefrem gør i normalt 😉 Vi aftaler, at min mand kan køre hjem til børnene om eftermiddagen, så de lige kan få ro derhjemme, inden han kommer ud på sygehuset igen om aftenen.
Mens min mand er hjemme begynder jeg at mærke en masse uro i maven og bliver bange. Jeg er helt alene, der er ikke personale på afdelingen om aftenen, og man ser stort set ikke de andre patienter. Grunden til at vi blev indlagt var jo, at jeg skulle føle mig tryg. Men det modsatte sker. Jeg er så bange for at gå i fødsel og være helt alene. Det er som om, at jeg også får ondt i maven af pillerne, som skal sætte fødslen i gang, og at min krop siger nej tak. Jeg ringer til min jordemoder, som lytter til mig, og vi bliver enige om, at jeg ikke skal tage den sidste igangsættelses-pille den aften.
Kendt-jordemoder
Hele vejen igennem sørger min kendt-jordemoder for, at det foregår i vores tempo, og at vi kan lytte til min krop. Dog er det forskellige jordemødre, jeg møder på sygehuset, og som undersøger mig, da vores kendt-jordemoder ikke kan komme ind hver eneste gang, idet hun også har andre fødsler + vi bliver enige om, at hun skal være klar til, at jeg går i fødsel. Det stresser mig at møde forskellige jordemødre med forskellige holdninger og tilgange, selvom de alle er søde og støttende. Det hele er et mærkeligt limbo at være i.
42+2
Det giver måske sig selv, at min krop ikke lige tænker “total hulestemning her – jeg er tryg og giver slip”, når man kigger på rammerne. Jeg undersøges om formiddagen, og jeg er stadig så lukket som en østers. Altså min livmoderhals. Min mand foreslår, at vi tager en “pausedag” derhjemme for at se, om min krop responderer bedre på de hjemlige omgivelser, men også for at tage imod vores ældste datter, som kommer hjem fra lejr. Det gør vi så, og det er faktisk vildt dejligt at blive tanket op på hjem, børn egen seng og bad. Jeg går i seng derhjemme om aftenen og håber, at jeg vil gå i gang med at føde af mig selv om natten.
42+3
Vi når en hyggelig morgen hele familien sammen i sengen, og jeg får taget dette skønne billede af os alle sammen.
Vi afleverer børn og kører igen mod sygehuset, hvor jeg bliver undersøgt kl. 10. Jeg er ca 2 cm åben, men ved livmodermunden kan jordemoderen kun få 1 finger op, så det er ikke muligt at tage vandet, hvilket vi ellers havde håbet. Vi bliver så enige om, at jeg skal tage dobbeltdosis igangsættelsespiller (hvilket jeg har foreslået hele tiden, fordi jeg er en stor kvinde 😉 ) Jeg får en del plukkeveer, som jeg kan tage tid på, men så falder jeg i søvn, og da jeg vågner er det hele gået i stå. Vi ringer til vores kendt-jordemoder, da personalet på fødegangen mener, at jeg skal have lagt ballonkateter, og det skal være på et bestemt tidspunkt, fordi det lige er der, de har tid.
Vi mener selv, at det ville give god mening at tage en omgang piller igen og vente og se, om det giver noget. Jeg skal undersøges ved 17-tiden med henblik på at vurdere, om jeg skal have ballonkateter eller flere piller, og pga. travlhed ringes vores kendte jordemoder ind. Det giver mig en ro at møde hende og få en god snak.
Hun fortæller, at hun kan få to fingre op og mærke babys hoved, så hun ville godt kunne tage vandet nu. Ergo har dobbelt-pillerne haft en lille men god effekt. Vi snakker frem og tilbage og bliver enige om, at jeg skal tage to piller mere, og så kan vi forsøge at tage vandet næste morgen i håbet om, at der er sket mere modning på de to piller. (Eller at jeg går i fødsel uden videre indblanding, hvilket jeg virkelig ønsker…)
42+4
“Hvorfor bevæger den sig ikke? Kan du få den til at bevæge sig?” Panik og angst overvælder mig lige, da jeg vågner. Jeg skynder mig ud på toilettet og ser, om det kan hjælpe. Ind at ligge på sengen igen, skubbe til maven. Der sker ikke noget, og jeg går helt i panik.
Vi ved, at man må ringe til den jordemoder, der er på afdelingen, så det gør vi, og hun kommer susende to sek. efter. Hun finder hjertelyden på et splitsekund og siger, at baby tilsyneladende har det godt. Jeg bryder helt sammen og fortæller hende, hvor min panik kommer fra. Jeg ved, at vi er SÅ tæt på at få vores baby ud, og alligevel føler jeg, at vi er SÅ langt fra at få et levende barn med hjem. Jeg ved jo, at de ikke kan love mig, at det går godt denne gang. Det hjælper at få grædt og forløst alle de følelser, der igen har hobet sig op, og langsomt finder jeg tilbage til roen og tilliden.
Vandet tages
Efter morgenmaden skal vi møde nede på fødegangen for at få taget vandet. Da jordemoderen skal til at gøre det, svupper baby op, så det ikke er muligt for hende. Hun må derfor hente en anden jordemoder med lange fingre. Hun kæmper også for at nå og skal til at give op, men så går vandet i en varm skylle. Her er klokken ca. 9.30. Vi går op og hviler os lidt, inden vi går en lang tur. Efter nogle timer kommer jordemoderen op på stuen og siger, at hun glemte at tjekke, om navlesnoren var røget ned foran, så hun er nødt til at undersøge mig. Jeg vil helst ikke undersøges pga infektionsrisiko, men ved tanken om navlesnorsfremfald er der ingen tvivl. Selvfølgelig skal hun tjekke det.
Kl 15 får jeg kørt en kurve og tager imod 2 piller kl. 15.45, og så kan vi gå op på stuen igen. Jeg mærker (endelig) en begyndende murren. Jeg ringer til vores kendte jordemoder ved 20-tiden og aftaler, at vi skal mødes til midnat med henblik på at lægge et vedrop, hvis ikke der er kommet veer inden. Vi aftaler også med min søster, at hun skal komme der. Kl. 00.00 mødes vi på fødegangen og bliver tildelt selvsamme stue, hvor min søster fødte min nevø 11 år tidligere – den første fødsel jeg var med til.
42+5
Klokken er lidt over midnat. Jeg kan mærke, at der så småt begynder at komme veer nu, hvor jeg føler mig tryg. Tryg fordi jeg nu er sammen med hele mit fødeteam på den stue, hvor jeg skal føde. Jeg føler mig holdt og støttet og fortæller min krop, at den godt kan give slip nu.
Vi aftaler med jordemoderen at se, om vi selv kan få gang i det og afvente vedrop. Min mand giver mig rebozo, og vi laver øvelser på gulvet. Jeg får desuden klyx igen. Jeg tager tid fra kl. 2-3, og veerne kommer med ca 4-5 min. i mellem. Min mand og min søster er trætte, så jeg siger, at de bare kan lægge sig til at sove. Imens kommer min jordemoder og giver mig akupunktur. Jeg sidder og hopper på en bold og mærker, at det hele arbejder for mig. Jeg får lidt at spise, og så bliver jeg træt.
Veerne kommer
Kl. 4 aftaler jeg med min jordemoder, at jeg prøver at sove en time. Mens jeg sover, kommer der veer, jeg vågner af og skal trække vejret igennem, og det føles godt og rigtigt. Min jordemoder vækker mig kl. 5 og siger ”Nå, der kom ikke flere veer?”, hvortil jeg svarer: “øjeblik – jeg skal lige på toilettet.” Mens jeg sidder på toilettet kommer veerne bare, og jeg kommer ud derfra i en hel anden tilstand, end jeg gik derind i. Min jordemoder er meget overrasket over den pludselige udvikling.
Fødekar
De gør fødekarret klart, som jeg kommer i ca. 6.20. Jeg føler, at jeg har overskud, selvom veerne begynder at bide. Jeg kan tænke ”Det er bare en ve, den er ovre om lidt”. Jeg har svært ved at være i badekarret, fordi det er for lille til mig, og jeg savner det oppustelige kar.
Ved 8-tiden er veerne kraftige, og jeg skal virkelig arbejde med dem. Jeg beder om lattergas, hvilket jeg får i karret. Det virker rigtigt godt. Desværre begynder jeg at fryse, selvom der hele tiden kommer varmt vand i karret. Jeg må til sidst op, fordi babys hjertelyd også er afvigende.
Nu med feber
Jeg kommer op på fødelejet og bliver undersøgt ca. kl. 8.50. Jeg er 5 cm åben. Jeg får også målt temperatur, og det viser sig, at jeg har feber. 39 C. Baby får elektrode på hovedet, og de gør klar til at give mig antibiotika. Jeg siger, at jeg er svær at stikke, så de må gerne kalde en, der kan finde ud af det først som sidst, men en jordemoder skal alligevel forsøge en gang først, og det er så smertefuldt. Der kommer en narkosesygeplejerske, som stikker mig i højre håndled på siden ved tommelfingeren. Jeg fryser og har det rigtig dårligt, så jeg får en dyne om mig og ligger på siden med masken. Jeg får desuden panodil og en hel masse at drikke.
Det føles som om, jeg hele tiden skal tisse, så jeg er ofte på toilettet, hvor jeg bruger talerstolen til at komme frem og tilbage. Jeg tager også veerne ved den, da det føles bedst at stå op. På et tidspunkt er jeg oppe at stå i knæ/albueleje på sengen, og vi forsøger squat med rebozoen op ad væggen. Jeg føler mig bedst tilpas i hjørnet bag sengen.
Lægen
Kl 10.30 kommer en læge og den koordinerende jordemoder ind, fordi babys hjertelyd er alt for hurtig, og det stresser mig helt vildt med “alle de mennesker”, så jeg får udtrykt, at jeg ikke ønsker dem på stuen. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan lave veer, når de er der og på et tidspunkt siger min jordemoder faktisk også til dem, at de må tage deres snakke uden for stuen, for jeg skal have ro.
Jeg føler, at lægen siger, at jeg skal have et kejsersnit, hvilket på det tidspunkt er min største frygt. Det, de i virkeligheden siger er, at der snart skal ske mere, fordi babys hjertelyd er påvirket.
De siger også, at et vedrop ville hjælpe, men babys hjertelyd er for høj til, at det egentlig er en god idé, så det er ikke så underligt, at jeg føler, at de siger, at jeg skal have et kejsersnit.
Jeg er i øvrigt ca. 7 cm åben nu og ved godt inderst inde, at vedrop sjældent er voldsomt på dette tidspunkt i fødslen. Lægen vil give mig 15 min til at se, om babys hjertelyd kan falde lidt, efter jeg har fået antibiotika og panodil. Hvis ikke, skal der tages scalp ph. Da lægen kommer tilbage ca 10.55 er veerne ikke tiltaget nok, men hjertelyden er heldigvis blevet “bedre”, så de anbefaler vedrop. Min jordemoder guider mig og oversætter lægesproget, fordi hun ved, hvordan jeg har det med fx. vedrop. Hun siger, at babyen har brug for snart at blive født, og jeg siger så, at det selvfølgelig er ok med vedrop
Vedrop
Jeg kobles til vedroppet og mærker ikke nogen forskel. Jordemoderen skruer langsomt op, hvilket først går op for mig efter fødslen, for der sker ikke andet, end at mine veer bliver kraftigere. Smerten er fuldstændig den samme – en brændende ulidelig smerte lige over kønsbenet, hvilket sandsynligvis skyldes, at der stadig er en bred kant fortil. Min jordemoder bruger en særlig massageteknik, som gør sindssygt ondt men hjælper til at få livmoderen til at trække sig.
Under veerne trykker min søster og min mand mig på lænden, hvilket er så lindrende. Jeg får på et tidspunkt også chiliplaster på.
Jeg forsøger at stimulere til presseveer ved at trykke med og lave dyp med hofterne, og jeg “faker” i stor stil. Det bliver dog ikke til reelle presseveer, men det var forsøget værd.
Pressetrang
Jeg står op ad sengen og sveder, mens jeg suger al den lattergas, jeg overhovedet kan. Kl. 12.25 undersøges jeg stående og er stadig 8 cm og baby står højt. Der er ikke reelle presseveer endnu. Jeg får sagt ”jeg vil ud i vandet”, hvilket selvfølgelig ikke er muligt lige i denne situation.
Lige pludselig sker der en kæmpe forandring i min krop og i mit hoved, og jeg føler nærmest, at jeg bliver klar og samtidig helt væk. Min jordemoder siger “gisp, Astrid, gisp”. Jeg har rigtig lyst til at presse nu, men jeg skal stadig gispe – og så hører jeg “den kommer nu”. Det er fuldstændig uforståeligt for mig. Det gør vanvittigt ondt og pludselig er hovedet ude.
Så er der en pause, og jeg får sagt, at jeg ikke kan stikke hånden ned at mærke, hvilket jeg ellers havde tænkt mig. Jeg har bare ikke overskud til det. Der er ro, og en Sosu-assistent vikler mig ud af alle de ledninger, jeg er tilkoblet, mens vi venter. Der kommer en ve mere, og så kommer babyen svuppende ud kl. 12.37.
Baby får hjælp
Jeg er fuldstændig omtumlet og står bare og kigger ned på alt det blod, der er under mig. Babyen bliver pustet flere gange i hovedet, fordi hun er helt bleg og slap. Jeg vender mig om, og hun bliver holdt ind mod min mave, mens hun hurtigt bliver afnavlet, og der bliver tilkaldt en pædiater. Der er rigtig mange mennesker på stuen, og den ene jordemoder bliver ved med at sige “der er hjertelyd”, mens hun tjekker reflekser. Baby kommer over på sechers bord, og jeg føler, jeg skøjter rundt i blod, så jeg spørger ”hvad skal jeg?”. En svarer ”du skal op at ligge”. Jeg kommer op på briksen og siger til min mand, at han skal gå over til babyen.
Lige der aner jeg ikke, om hun er død eller levende. Jeg tror, nogen forsøger at fortælle, at hun er ok, men jeg hører det ikke. Jeg ryster og beder min søster om at holde mig på fødderne, så jeg falder til ro. Nu hører jeg også baby græde langt om længe, efter hun er bleve suget. Min mand står lige så kærligt og aer og snakker til hende. Jeg spørger ”hvem er alle de mennesker her?”, og en læge kommer over og præsenterer sig og fortæller, hvem alle de andre er. Det er egentlig rart. Jeg ser også en assistent rende rundt og tørre blod op, og hun vasker mig også på benene.
Baby er nu ok og efter ti minutter kommer hun over at ligge på mig. Det er helt surrealistisk.
Tillid til moderkagen
Jeg har i graviditeten talt med mine kendte jordemødre om, at jeg ved af erfaring, at jeg skal mærke ro og tillid, før min moderkage giver slip. En anden jordemoder kommer og siger, at moderkagen også snart skal fødes, men min jordemoder siger, at jeg bare skal have ro, og at den plejer at komme efter lidt tid. Jeg lægger baby til brystet, som sutter så fint fra starten. Og præcist 30 min efter fødsel kommer moderkagen, mens jeg får lidt lattergas. Min jordemoder undersøger mig efterfølgende og konstaterer, at jeg ikke er bristet.
Endelig ro på
Jeg har det rigtig godt og føler mig frisk ovenpå det hele. Vi kan nu gå over på den anden seng i rummet og putte os. Baby vil gerne sutte videre, så jeg går over med hende hængende i brystet. Vi bliver puttet og får mad serveret. Jeg er SÅ sulten.
Jeg forstår slet ikke, hvad vi har været igennem og føler mig bare frisk og klar. Børnene kommer ved 16-tiden og møder deres nye lillesøster. Det er så rørende!
Vi beslutter at min mand skal køre hjem, når børnene skal puttes, så han får os installeret på Familieafsnittet. Vi bliver nemlig anbefalet at blive til observation i to dage, fordi jeg har haft feber under fødslen.
Kl. 00.30 får Dagmar taget en blodprøve for at se, om hun har fået en infektion. Jeg får at vide, at jeg vil får svar inden for en time, hvis der er noget. Jeg hører ikke noget, så jeg ammer bare videre natten igennem. Dagmar kaster en masse slim op og er meget besværet af det. Jeg er bekymret, så jeg sover ikke meget. Jeg må af og til ud på toilettet, som ligger på den anden side af gangen, hvilket er noget af et besvær med baby i plasticvugge. Det er ensomt at være helt alene – der er heller ikke personale om natten – og samtidig er jeg helt overvældet af kærlighed til den lille mus i mine arme.
Dagmar har fået en infektion
Kl. 8 næste morgen kommer en jordemoder flyvende ind ad døren og siger, at vi skal skynde os ned på neonatal, fordi Dagmars infektionstal er forhøjede. Her bliver vi modtaget af to sygeplejersker, hvor den ene taler utroligt meget. Hun forsøger at berolige mig. Jeg er mest af alt overvældet. Har dårligt nået at få tøj på, da det gik så stærkt, så jeg står i hospitalsskjorte uden bh og kampsveder. En læge undersøger Dagmar og fortæller, at hun skal have antibiotika, da hendes infektionstal var blevet målt til 100 om natten. Der er åbenbart sket en fejl, så ingen har taget sig af, at hendes infektionstal er så højt. Hun får taget blodprøve igen og skal så have anlagt drop.
Lægen har svært ved at få anlagt venflonen, så det tager en del (4 eller 5) forsøg at ramme en åre, hvorigennem Dagmar skal have antibiotika i drop (3 gange om dagen i en uge).
Neonatal
Endelig sidder droppet, og vi bliver fulgt ind på en stue på neo. Vi får svar på blodprøven, som nu er steget til 138. Det er overvældende at være der, og jeg ved ikke, hvad det hele betyder. Dagmar bliver tilkoblet en maskine, der skal registrere hendes puls, og som bipper ret tit, da den har svært ved at måle. Den er nemlig beregnet til præmature og ikke store babyer. Der er et rend ind og ud af søde mennesker, der vil hjælpe og justere bib-maskinen, og jeg tænker bare på, at vi skal have ro, så jeg kan få mælk. Dagmar sutter hele tiden og er urolig, mens hun gylper slim op. Jeg føler, hun er utilpas.
Da Dagmar skal have medicin om aftenen, er droppet faldet ud, og der tilkaldes en læge, som skal prøve at lægge et venflon igen. Her er klokken ca 1 om natten. Det tager to timer, før det lykkes for en anden læge. I mellemtiden har den første læge sågar forsøg at ramme en åre i hovedbunden. Det er så smertefuldt at se på, og jeg vil så gerne trøste mit lille barn. Den eneste trøst, hun får, er sukkervand, hvor hun jo burde havde min mælk til at smertelindre og trøste.
Mælken løber til
På andet døgn kan jeg mærke, at mælken er ved at løbe til. Dagmar er urolig og sutter konstant. Jeg er frustreret, hvilket jeg tydeligt genkender fra de andre gange, jeg har ammet, og mælken har været lige ved at løbe til. En sygeplejerske siger, at jeg jo bare kan give hende lidt mme, men det vil jeg ikke. Det hjælper jo ikke noget. Min mand er hos os, og jeg forsøger at ligge og sove lidt med Dagmar ved 13-tiden. Vi sover kun 20 min, da hun vågner grædende. Jeg lægger hende til og mærker, at mælken er løbet til. Ah lettelse.
Da alt egentlig er godt med den lille, flyttes vi op på familieafsnittet igen, og der tilbringer vi så tiden indtil søndag, hvor Dagmar er en uge gammel. Tre gange i døgnet vandrer vi ned til neonatal og får medicin, også om natten – det er vanvittigt utrygt og ensomt selv at skulle gå ned med baby i mørket, og jeg undres over, at der ikke kan komme personale op til mig, når det er om natten.
Om dagen går det godt, og min mand er hos os to gange om dagen. Han kører i rutefart mellem sygehus, skole, børnehave og hjem for at få alle ender til at mødes.
Den aften, hvor fødslen gik i gang, sagde jeg selvsikkert, at vi kunne vække børnene med rundstykker og en lillesøster næste morgen. Der gik så en uge, før vi var hjemme, så den følgende morgen måtte vi starte dagen med rundstykker og fejring af familiens nye lillesøster.
Tanker efterfølgende
Jeg ærgres af og til stadig over, at jeg ikke kunne bevare roen og vente på, at fødslen gik i gang af sig selv, for hverken baby eller min krop var tydeligvis klar. Omvendt var den angst og stress, jeg følte til sidst heller ikke godt for baby at mærke inde i maven, og i dag accepterer jeg, at det gik som det gik.
Jeg er taknemmelig over, at vi sammen med vores kære jordemoder fik en igangsættelse, der var på vores præmisser, og som tog hensyn til mine fornemmelser og ønsker.
