At være gravid igen efter at have mistet et barn

Af En ANDEN start - Ingen kommentarer

Jeg vil her dele min oplevelse med at være gravid denne gang med jer, selvom jeg ved, at min historie virker skræmmende for mange, fordi det rammer ind i vores alles største frygt.

Men jo mere vi taler om vores frygt og angst, jo lettere bliver det at leve med. Så hvis du mærker en stor frygt vokse i dig ved at læse dette, så tag hånd om det. Du kan tale med din partner, din veninde, din jordemoder, din doula eller en helt femte om det. Bare det at få det sagt kan være forløsende. Jeg lytter også gerne! <3

 

Liv & død

Jeg mødte en dag en mor, der sagde, at hun var faldet over min skrækhistorie. Det gjorde mig egentlig lidt ked af det, for jeg ser det slet ikke som en skrækhistorie. Men jeg kan sagtens forstå, at man som gravid opfatter det sådan, for der skete jo det, der bare ikke må ske.

Jeg vil således med dette indlæg også gerne vise, at mødet med døden ikke behøver at være en skrækhistorie. Det kan være både smukt og åbnende. At forholde sig til døden i sin graviditet er sårbart og hårdt, men ikke desto mindre kommer du, bevidst eller ubevidst, tættere på døden, når du inviterer livet inden for og skal føde et barn. Det er ikke alle, der tænker over det, når de vælger en scanning med risikovurdering, men her kommer man som gravid måske også til at skulle forholde sig til døden og måske til at træffe et valg mellem liv og død. Det er heftige sager, som de fleste af os nok instinktivt helst vil undgå.

 

Historien om Sigfred

Min mand og jeg har tre levende børn og én, vi ikke kan holde i vores arme. Vores søn og fjerde barn Sigfred døde i min mave, da jeg var 40+5. En aften kunne jeg bare ikke få ham til at bevæge sig, og han svarede ikke på det, han plejede at svare på. En scanning på sygehuset bekræftede, at det lille hjerte var holdt op med at slå.

Han var en fuldstændig velskabt dreng, som hverken havde misdannelser eller andet, der kunne være årsag til, at han skulle dø. Da han blev født, så vores jordemoder, at han havde navlestrengen meget stramt rundt om halsen tre gange, og at der var tegn på, at den havde været afklemt. Navlestrengen kan holde til ufatteligt meget, og mange børn bliver født med navlesnoren flere gange rundt om halsen, uden at det har betydning. Efter obduktionen sagde lægen, at afklemningen var deres bedste bud på en dødsårsag, men det var ikke 100 % klart. (Jeg ved, at mange forveksler dette med historien om vores tredje barn, som jeg fødte i uge 43+2. Jeg vil her gerne understrege, at de to historier ikke har noget med hinanden at gøre, og at jeg kun var gået 5 dage over termin, da Sigfred døde.)

At Sigfred skulle dø er det hårdeste, vi nogensinde har oplevet. Men vi har lært at leve med savnet og sorgen, og vi har igen et rigtig dejligt liv fyldt med kærlighed. At komme så tæt på døden har åbnet for nye dybder og mere kærlighed, så på mange måder har det også været den smukkeste tid for os.

 

Denne smukke stregtegning af Sigfred er lavet af den fantastiske jordemoder, Karen Børhnsen, der har stregtegning.dk og jordemoder.net.

 

 

Gravid igen

Denne gang er graviditet et helt nyt land for mig. Jeg har min erfaring at trække på, men alligevel er det helt nyt. For jeg har jo aldrig prøvet at være gravid efter at have mistet et barn.

Cirka et halvt år efter Sigfred døde, blev jeg gravid igen, men jeg aborterede i uge 11. Det kom fuldstændig bag på mig, da jeg slet ikke havde en fornemmelse af, at der var noget galt. Det havde jeg faktisk i hele Sigfreds graviditet. Set i bakspejlet havde jeg så mange tanker og følelser om, at der var et eller andet galt, men intet kunne bekræfte mig i det. Og der var jo heller ikke noget. Det var bare en fornemmelse. Efter aborten følte jeg ikke, at jeg helt kunne stole på min intuition, og derfor havde jeg i starten af denne graviditet utrolig svært ved at tro på, at det ville lykkes, selvom det føltes og føles, som om alt er, som det skal være. Og jeg vil jo for alt i verden vise min baby, at jeg har tillid.

 

Scanninger

For at få lidt ro på i denne graviditet bestilte vi tid til en tidlig scanning hos Cyclus klinik i Aarhus, hvor vi fik en rigtig dejlig oplevelse og så det lille fine hjerte slå. Jeg var her 8+0. Vores største datter havde klart på fornemmelsen, at jeg var gravid, så efter den scanning ”turde” vi godt fortælle det til børnene. Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke magtede, at de skulle igennem mere skuffelse og sorg, selvom de store siger til mig, at de er glade for, at jeg delte det med dem, dengang jeg aborterede. De ville føle sig holdt uden for, hvis jeg ikke havde fortalt dem det. Store, kloge børn!

Terminsscanning

Vi sagde ja tak til terminsscanning, da jeg var 11+2. Vi har af flere årsager fravalgt nakkefoldsscanningen. Den vigtigste årsag er, at vi ikke ville kunne vælge et barn fra. Det var en dejlig oplevelse at se den lille på skærmen, og sonografen gik de vigtigste ting igennem med os, så vi kunne se, at alt ”sad som det skulle”.

Du kan evt. læse blogindlægget ”Giver scanning tryghed?”, som jeg skrev sammen med jordemoder Helene Bovin for snart fire år siden. Det indlæg lå mig meget på sinde at skrive, da vi ventede vores tredje barn, og vi mærkede, at vi ikke havde lyst til at blive scannet for at ”lede efter fejl”. (For lige at gøre det klart, så har jeg stor respekt for det individuelle valg, så jeg dømmer ikke forældre, der gør noget andet, end vi vælger. Her skriver jeg bare ud fra vores udgangspunkt, og vi har alle forskellige afsæt, historier, behov etc. )

20 ugers scanning

Vi valgte at tage imod 20 ugers scanningen, men det blev på en lidt anden måde, end lægen, der scannede mig, var vant til. Vi ville gerne vide, om der var noget, der krævede handling ved fødslen, og alt andet var for os overflødig viden. Som jeg forklarede lægen, så har jeg en stærk fornemmelse af, at jeg vil have svært ved at knytte mig ordentligt til barnet, hvis jeg ved, at der er noget ”galt”. Vores udgangspunkt er, at vi vil elske denne lille sjæl, uanset hvad den kommer med.

Lægen tjekkede for de misdannelser, som kan kræve handling lige med det samme, og/eller at man føder i Odense eller på Rigshospitalet, såsom hjertefejl eller rygmarvsbrok. Desuden tjekkede lægen, at babyen voksede som den skulle, at der var tre kar i navlesnoren, og at hjernen så normal ud. Lægens sidste ord til den scanning var ”Jeg tror, trygt I kan knytte jer til den lille baby”.

 

At kende kønnet

Vi ønsker ikke at kende kønnet på babyen, ligesom vi heller ikke har kendt det i de fire andre graviditeter. Det handler for mig om, at jeg er lidt af et kontrolmenneske, og hvis jeg ved for meget, så tager det overhånd. Når jeg ikke ved mere end højst nødvendigt, så er det meget lettere for mig at lytte til min intuition. Det har jeg også oplevet i de andre graviditeter, hvor jeg har været nogenlunde sikker på kønnet, selvom jeg ikke har vidst det fra en scanning.

Derudover har jeg opdaget en anden fordel ved, at jeg ikke kender kønnet, som nok er lidt tabu at sige. Men i starten havde jeg virkelig lyst til at få en pige, så jeg ikke ville komme til at sammenligne denne baby med Sigfred, eller så jeg ikke ville komme til at føle, at den er en ”erstatning”. Det kan den selvfølgelig aldrig blive, men tanken om at få en pige føltes lettere for mig.

Efterhånden som jeg kom længere hen, begyndte jeg at føle, at det er en dreng i min mave, og jeg har nu haft rigtig god tid til at mærke, hvor fantastisk det også er, hvis vi får en dreng. Hvis jeg havde fået at vide til scanning, at det var en dreng, når jeg stadig var der, hvor jeg kun kunne forestille mig at få en pige, så ville det måske blive et chok, en sorg, en skuffelse eller en anden negativ følelse, som barnet ville mærke, og måske ville det påvirke vores tilknytning. Derfor er jeg så glad for, at ingen har fortalt mig, hvilket køn, baby har, og at jeg har mærket en ubetinget kærlighed til baby lige fra starten.

 

Tillid

Jeg har brugt energi på at forholde mig til det faktum, at jeg måske bliver bange for, at denne baby også skal dø, især når vi nærmer os termin. Det kræver en masse tillidsarbejde, som jeg er i fuld gang med.

For mig handler det om at holde fast i, at alt er som det skal være. Men vi ved det jo ikke. Vi ved jo ikke, om det samme sker igen, selvom jeg forsøger at sige til mig selv, at det gør det ikke. Noget af det, der hjalp mig, da vi mistede vores søn, var tilliden til, at det her var ”meningen”.

Det er så svært at forklare, og jeg kender rigtig mange, der har mistet, som slet ikke kan følge min tankegang. Men jeg følte, at jeg havde et valg mellem enten at blive en bitter gammel dame, der aldrig ville acceptere, at det var sket eller at have tillid til, at det var det, der skulle ske, så jeg kunne lede efter gaverne, kærligheden og alt det smukke, vi trods alt oplevede.

Jeg valgte det sidste. Og det forpligter jo at tro på, at der er en mening i det, der sker. Men det giver samtidig også en ro for mig, når jeg kan læne mig tilbage i tillid og sige, at alt er som det skal være. Det, der sker, er det, der skal ske. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg skal være dumdristig og overhøre kroppens signaler, fagpersonernes vurdering eller min intuition.

 

At mærke livet i min mave

Jeg begyndte at mærke liv ret tidligt. De der dejlige bobler, som adskiller sig fra tarmbobler. Jeg ville ønske, jeg kunne kontrollere, hvornår jeg mærkede babyen, men det kan man naturligvis ikke. I uge 18 mærkede jeg det første regulære spark – som et lille smølfespark. Åh så dejligt!

I sidste weekend syntes jeg pludselig, at baby var mere stille end normalt. (Jeg er jo kun lige i uge 26, så det er måske også for tidligt at sige.) Men jeg reagerer så instinktivt på den følelse, da det netop var sådan, jeg fandt ud af, at Sigfred var død. Mandag morgen skulle jeg så til lægeundersøgelse (2. svangreundersøgelse), og jeg havde glædet mig hele weekenden til at skulle høre hjertelyd.

Da jeg havde afleveret børn, lagde jeg mærke til, at babyen var så aktiv, og jeg kunne næsten ikke sidde stille, fordi den havde så travlt inde i maven. I venteværelset tænkte jeg ”Tak, baby, fordi du viser mig, at alt er som det skal være, så hvis lægen ikke kan finde hjertelyden, er det fuldstændig lige meget”. Og ganske rigtigt kunne lægen ikke finde hjertelyden. Hvis jeg ikke havde nået at connecte mig til baby og få så klart et budskab der i venteværelset, så tror jeg, at jeg var blevet bange. Men jeg var fuldstændig tryg og rolig og kunne sagtens grine af situationen. Tak, Baby!

 

Tanker om fødslen

Min store drøm er endnu en dejlig hjemmefødsel, men som for alle andre, er det jo ikke sikkert, at forholdene er til det, når vi når til terminsperioden. Derudover ved jeg, at der også er en risiko for, at jeg bliver så bange for, at historien skal gentage sig, at jeg beder om at blive sat i gang. Udgangspunktet er dog indtil videre en hjemmefødsel.

Blødning

Når man har født fire børn, kan livmoderen være blevet lidt slappere og derfor have sværere ved at trække sig sammen efter fødslen, hvilket kan betyde større risiko for blødning. Jeg har dog efterhånden fundet ud af, at det deler vandene lidt iblandt jordemødre, og at det ikke er helt så sort/hvidt. Jeg er i fuld gang med at læse forskellige artikler, som gør mig klogere, og jeg føler mig tryg ved at føde hjemme, trods anbefalingen. (Jeg bor 15 min. i almindeligt tempo fra Skejby sygehus.) Det er selvfølgelig ikke for sjovt, at anbefalingen er som den er, men vi er også alle forskellige. Jeg vil blive ved med at tale med mine jordemødre om det, for jeg har stor tillid til dem, og de er indtil videre åbne for hjemmefødsel.

At føde et stort barn hjemme

Da jeg plejer at føde store børn, regner vi også med, at vi får et stort barn denne gang. Når barnet skønnes at veje over 4500 g, anbefales en hjemmefødsel ikke. Jeg fik en god snak med min jordemoder om det og spurgte hende, om de var bange for, om jeg kan føde et stort barn. Det er de ikke. Jeg har ligesom også født et barn på 5 kg før 😉 Så jeg er heller ikke bange for at føde et stort barn denne gang. Det kender jeg, så det er trygt for mig.

Blodsukker

Det, man kan være bange for, når man føder store børn hjemme, er, at barnet får for lavt blodsukker, fordi store børn har været vant til at få meget næring i maven. Jeg spurgte jordemoderen, om de ikke bare kan måle blodsukkeret på barnet, men det kan de ikke ved hjemmefødsler, da de på sygehuset kun har ét apparat. Derfor foreslog jeg, at jeg selv skaffede et apparat, og det blev aftalen, og så ville de medbringe en lille nål, som passer til baby.

Hvis babyen får for lavt blodsukker, vil den have brug for noget mælk hurtigt. Min instinktive følelse er, at selvfølgelig har jeg den mælk, mit barn har brug for. Men hellere være på den sikre side, så jeg foreslog jordemoderen, at jeg selv forsøger at malke noget mælk ud, inden fødslen og have til at stå, hvis det skulle blive nødvendigt, hvilket hun syntes var en god idé. Alternativt kan jeg jo altid købe noget erstatning eller noget donormælk at have til at stå.

SÅ! At føde et stort barn hjemme bør ikke være noget problem i min situation; Jeg har født store børn før, jeg skaffer et blodsukkerapparat og jeg sørger for at have noget mælk klart til baby, hvis den skulle få for lavt blodsukker.

Fødselshjælpere

Mange spørger mig, om jeg så selv skal have en doula med. Det skal jeg på en måde, men det er en ikke-uddannet doula, nemlig min søster, som har været med til tre af mine andre fødsler. Hun var også med til Sigfreds fødsel og var faktisk den, der gjorde, at vi kunne få en smuk oplevelse med at føde ham. Jeg har en fornemmelse af, at min søster intuitivt ved, hvad jeg har brug for. Vi er jo som søstre også kropsligt forbundne, og under de tre fødsler, hun har været med til, har jeg haft følelsen af, at hun kan mærke på sin egen krop, hvor jeg har brug for at blive trykket osv.

Desuden føler jeg, at det vil blive helende for os alle tre at gå en fødsel igennem sammen igen, denne gang med et andet fokus. Og hvis vi er helt vildt heldige, så kan det faktisk også blive med den samme fantastiske jordemoder som til Sigfreds fødsel, da jeg er i samme kendt-jordemoderordning som sidst.

 

Tak fordi du læste med <3

Vil du læse mere om Sigfred, eller kender du andre, som har mistet et barn, kan jeg henvise til min anden blog, hvor jeg af og til deler det, der fylder: mistetspaedbarn.dk