Charlotte har altid været bange for at briste (del 2)

Af En ANDEN start - Ingen kommentarer

I sidste indlæg fortalte vi om Charlottes første fødsel og hendes angst i forhold til at briste, når hun skulle føde igen.

Her kommer Astrids fødselsberetning om at være doula ved Charlottes fødsel:

Lørdag d. 27. februar kl. 7.30 om morgenen ringer min telefon. Det er Charlotte, der vil fortælle, at hun har plukkeveer, hvilket hun ikke plejer at have. Vi havde begge forestillet os, at fødslen ville gå i gang fredag aften/nat, så jeg er slet ikke overrasket, da hun ringer.

Vi bliver enige om at se tiden an, og jeg foreslår Charlotte, at hun får hvilet så meget som muligt. Hun fortæller, at hun lige er i gang med at bage boller.

Ved 15-tiden skriver Charlotte igen, at hun har fået sovet tre timer, men ellers er der ikke noget nyt. Allerede en time efter får jeg en sms med beskeden om, at det nu føles som veer omme i lænden, og at det er nødvendigt at hænge over bordet, når veerne kommer. Dog uden besværet vejrtrækning eller noget.

Charlotte og Peter beslutter at sende deres søn hjem til mormor og morfor, og jeg har på fornemmelsen, at det så kommer til at gå stærkt. Charlotte ringer kort efter, og vi aftaler, at jeg bare skal køre ud til dem, når jeg lige har fået lidt at spise. Lige inden jeg er færdig med at spise, skriver Charlotte, at der ikke er særlig lang tid mellem veerne mere. Jeg skynder mig at hoppe ud i bilen, og mens jeg er på vej, ringer Charlotte og omdirigerer mig til sygehuset. Vi skal mødes deroppe i stedet, for nu er der kun 4-5 min imellem, og de er regelmæssige.

Jeg kører i den smukkeste solnedgang, og ca. 18.15 mødes vi i forhallen på sygehuset. Charlotte får nogle veer, og jeg trykker på lænden imens. Peter er ude at parkere bilen.

Charlotte bliver undersøgt af jordemoder Anne kl. 18.40 ca., og her er hun ca. 4-5 cm åben. Der er liv og glade dage, og vi bliver vist ind på en fødestue i højt humør. På vej derind får Charlotte en voldsom ve, som varer længere end et minut. Måske reagerer kroppen på, at hun nu er i sikker havn. Det er lidt overvældende, så vi taler om at gøre klar til fødekarret. Vandet løber allerede, så Charlotte tager ca. 4 veer mere, mens hun hænger ind over sengen. Veerne ændrer karakter, og Charlotte kan allerede mærke, at noget presser bagtil. Man kan se på Charlottes ansigt, at hun er gået mere ind i sig selv, hun har fået røde kinder og knap så “kontaktbare” øjne.

Naturlige smertelindringsteknikker

Ved 19.30 tiden hopper Charlotte i badekarret og veerne aftager en smule. Jeg lover Charlotte, at de kommer igen om lidt, og at det er helt normalt. Og det gør de også med fornyet styrke, så det varer ikke længe, før Charlotte beder om akupunktur i lænden. Anne kommer ind, og lynhurtigt lægger hun nålene og taper dem fast til lænden.

Charlotte lægger sig ned i badekarret igen, hvor hun hele tiden har hængt med armen på siden. Vi bruser henover Charlottes lænd, hver gang der kommer en ve. Charlotte arbejder så godt med veerne og bruger den overfladiske vejrtrækning meget koncentreret.

Lige efter akupunkturnålene er lagt, føler Charlotte, at hun bliver lidt døsig. Det varer dog kun ganske kort, og så bliver veerne meget kraftigere. Peter siger, at han kan se på Charlotte, at hun er ved at blive angst, og han beroliger hende. Jeg bliver meget imponeret over, at han kan se det, mens han er i gang med noget andet.

Charlotte vil gerne vide, hvor langt hun er, så Peter beder Anne om at undersøge hende igen. Hun er nu ca 7 cm. Vi taler om, hvornår det er hensigtsmæssigt at komme op af karret, i forhold til, at Charlotte har ønsket at føde på fødelejet, så jordemoderen kan udøve skånsom forløsning. Jeg spørger Charlotte, hvornår hun tror, at hun vil op, og hun siger, at det vil hun gerne nu. Her er klokken omkring 20.

Charlotte kommer op at ligge på fødelejet, men det er smertefuldt at ligge på ryggen, så hun prøver siden. Hun tager nogle veer der, som er meget blandede. Det er helt tydeligt overgangsfasen, så Charlotte bruger den overfladiske vejrtrækning og af og til presser hun. Hun arbejder så ekstremt godt og bliver også opgivende. Hulker lidt og siger “Hjælp mig, Astrid” nogle gange. Vi taler til Charlotte og forsikrer hende om, at hun gør det fuldstændig perfekt.

Anne sidder ved computeren. Jeg spørger, om det er ok at vende Charlotte om på alle fire, for det er tydeligvist for hårdt at ligge på siden. Anne synes, at det er en god idé, og Charlotte får sig møvet om. Ret elegant faktisk. Og det hjælper. Det bliver meget lettere for Charlotte at arbejde med veerne og mærke, hvornår hun skal presse.

Pressefasen

Anne kommer hen og sætter sig, så hun har frit udsyn. Vi fortæller Charlotte, at Anne har fuldstændig styr på mellemkødet, så Charlotte skal bare give los. Presseveerne begynder at blive mere tydelige, og Charlotte presser helt vildt flot. Det er tid at komme om på ryggen, så Anne kan udføre skånsom forløsning. Charlotte presser nogle gange. Efter lidt tid siger Anne “Nu var jeg lige lidt dum, og du bliver nok sur på mig. Du kunne have født hovedet nu, men jeg holdt lige igen”. Charlotte får en presseve igen og giver den al, hvad hun kan, og så kommer hovedet ud. Jeg fører Charlottes hånd ned at mærke hovedet, og det gør hun uden at tøve, hvilket ellers var lidt grænseoverskridende at tænke på inden fødslen. Peter og jeg er vist begge ret rørte. Der kommer en ve mere, og så fødes den “lille” smukke dreng kl. 20.54. Med armen langs kinden. Han kommer op til Charlotte, som er ret overvældet. Jeg siger, “kig på ham.” Han er lidt stille, så Sosu-assistenten gnubber ham lidt, og så kommer der lyd på. Han er så fin og blå men får lynhurtigt farve.

Charlotte beder om at få fjernet det, der ligger mellem hendes kønslæber, hvilket er navlesnoren, som er lidt svær at fjerne før moderkagen er født. Der går ikke længe, så kommer moderkagen, mens Anne hiver forsigtigt i den. Anne siger, at hun er 98 % sikker på, at Charlotte ikke skal syes. Det er tydeligt at se på Charlotte, at det fylder meget lige der, så Anne går i gang med at skylle lidt, så hun kan se, om Charlotte skal syes. Det skal hun ikke. Da Anne siger det, bliver Charlotte helt alvorlig i blikket og beder om at få det gentaget. Lettelsen rammer familien, nu er der kun tilbage at nyde. Charlotte siger flere gange: “Det her var bare min drømmefødsel.”

Anne fremviser moderkagen, som er så fin med livets træ. Da Charlotte er blevet vasket lidt og har fået “ble” på, følger vi hende og baby over i sengen på den anden side af væggen. Vi hjælper med at få ham lagt til, så han kan komme i gang med at amme. Han har søgt lystigt, siden han blev født, så det varer ikke ret længe, før han suger rigtigt og kraftigt.

De næste par timer hygger vi os på stuen. Charlotte er ude at tisse for første gang. Der bliver serveret fødselsdagssmørrebrød, og Charlotte får ringet til sine forældre. Ved midnatstid smutter jeg hjemad.

De følgende dage sms’er vi, og mandag besøger jeg Charlotte og baby. Han er så fin og harmonisk, og Charlotte stråler som en sol. Det har været så fantastisk og en kæmpe ære at følge denne families rejse. Og ikke mindst bevidne Charlottes udvikling i forhold til sin angst omkring bristningen.