Fødsel langt over termin

Alt det ingen fortæller dig om tiden efter fødslen

maj 25, 2017 Af En ANDEN start - Ingen kommentarer

Når du venter et barn, er det typisk, at din “tidsregning” stopper omkring fødslen.
Du kan måske ikke forholde dig til ret meget andet, end at du skal føde det her barn.
Der sker imidlertid en masse med kroppen efter fødslen, som kan være rart at vide på forhånd.
Ikke fordi du kan ændre på det.
Bare fordi det kan være rart at vide, at der ikke er noget galt med din krop.

Du kan fx opleve:

  • TVIVL: At du tvivler på dig selv, og om du er en god nok mor i tiden efter fødslen. DET ER DU! Vær god ved dig selv og fortæl dig selv, at du gør det fantastisk!

 

  • BLOD: At du bløder ret meget i tiden efter fødslen. Så meget at du i starten kan være nødt til at bruge kæmpe bleer. Og vi taler ikke bare natbind. Vi taler BLEER. Det er normalt at bløde ret meget. I blødningen kan der også kan komme koagler… Store blodklumper på størrelse med et æg. Det kan føles vildt, når det kommer ud.

    Der, hvor moderkagen har siddet fast i livmoderen, er der et stort sår, som skal lukke sig, hvilket det gør, når livmoderen trækker sig sammen. Når livmoderen trækker sig sammen, oplever du måske efterveer. Det sker især, når du lægger barnet til brystet, fordi der er en direkte forbindelse mellem brystet og livmoderen. (Det er da smukt!) Hvis det gør ondt at have efterveer, bruger du bare de vejrtræknings- og afspændingsteknikker, du har lært hos os.

 

  • HORMONER: At hormonerne raser rundt og forsøger at justere sig. Man siger, at kvinder der lige har født, er som kvinder i overgangsalderen. Så du skal passes godt på, og din evt. partner skal være rummelig, kærlig og tålmodig i forhold til din tilstand. Med hormonel ubalance følger fx tørre slimhinder og således også en stor først. Og pludselige svedeture. Begge mærkes mest ved amning.

 

  • SEX: At sexlivet for nogle tager sig en god pause. Det er helt normalt ikke at have lyst til sex i tiden efter fødslen og samtidig døgnet rundt har en baby hængende i dit bryst. Når du får lyst igen, er det også normalt at opleve tørhed, jvf. ovenstående om tørre slimhinder. (Brug evt. glidecreme).

 

  • TOILETBESØG: At du virkelig ikke har lyst til at gå på toilet efter fødslen. Mange frygter, at det hele falder ud. DET GØR DET IKKE! Men et godt tip er at holde en varm klud på mellemkødet, når du skal af med afføring. Så kan du føle, at du har mere kontrol over det.

    Når du skal tisse, kan du fx bruse med vand samtidigt, enten i brusekabinen eller med en flaske med vand. Det kan nemlig godt svide at tisse, hvis du er blevet syet eller har fået små rifter. Sørg for at drikke så meget vand, du kan, så dit tis ikke er for koncentreret.

 

  • BÆKKENBUND: At det kan være svært at holde på sit tis i tiden efter fødslen. Det kræver en del genoptræning af bækkenbunden, før den er som før, men du kan sagtens få den trænet op igen. Nogle kvinder kan døje med fremfald i skeden – det er også normalt, men det skal du gå til læge med. Du bliver undersøgt af din egen læge omkring 8 uger efter fødslen, og her vil han/hun kunne se, om alt er som det skal være.

 

  • ØMHED: At du kan være så “øm i bunden” efter fødslen, at det føles rarest bare at ligge ned i starten. Mærk efter hvad din krop fortæller dig, hvil dig så meget som muligt og øv dig i at amme liggende, så din krop kan få tid til at komme sig.

 

  • AMNING OG KROPSVÆSKER: At amningen kan drille, men det kan også sagtens gå som smurt. Og apropos smurt, så kan det af og til føles som om man bare er smurt ind i mælk, babytis, babylort, gylp og andre dejlige kropsvæsker. (Driller amningen, så kontakt os for en snak og overvej at få et ammebesøg.)

 

  • FØLELSER: At du kan opleve store følelsesmæssige svingninger i tiden efter fødslen grundet din “hormonelle ubalance”. Pludselig græder du måske over småting eller føler kæmpemæssig kærlighed. Det kan godt svinge mellem de helt store følelser, uden at det er farligt.

    Din sundhedsplejerske screener dig for efterfødselsdepression ved et af de første besøg, så tal evt. med hende, hvis du er bekymret for dine følelsesmæssige svingninger. Husk at det er helt normalt at reagere på sin fødsel og det at være blevet forældre. Det er jo KÆMPE stort på alle måder.

 

  • BEKYMRINGER: Og med det følger ofte også store bekymringer for sit lille pus. Øv dig i at skelne mellem, om din bekymring er reel eller bare tanker, der løber af med dig. Du vil opleve, at din intuition bliver stærkere og stærkere, hvis du øver dig i at bruge den.