Min vision

Jeg tror på, at trygge og styrkende fødselsoplevelser nærer vores parforhold, familier og samfund. Fødsler forandrer og sætter aftryk på resten af vores liv. Vi fortjener alle en fødselsoplevelse, vi kan vokse af og som giver os overskud. Vi skal ikke føle os alene, ensomme eller forkerte, uanset hvad vi oplever eller har oplevet tidligere. Når gravide og par er trygge og stærke før, under og efter en fødsel, afspejler det sig i et godt forældreskab og gode familieliv. Dét er en ressource for samfundet.

Mine kerneværdier

Jeg arbejder holistisk. Jeg bruger mine 12+ års erfaring som doula og fødselshjælper til at anerkende jeres behov og ønsker. I min tilstedeværelse oplever I nærvær, indsigt og kærlighed. Hvad end I er førstegangsforældre eller flergangsforældre, så sikrer jeg, at I føler jer set, hørt og mødt.

Min mission

Jeg har gjort det til min livsmission, at flere gravide og par skal have trygge og styrkende fødselsoplevelser med mulighed for dygtig og kompetent støtte.

Derfor har jeg stiftet En ANDEN start, hvor jeg tilbyder gravide og forældre doulaforløb, ammeforberedelse, fødselsforberedelse, ammevejledning, rebozoinstruktion og samtaler. Desuden tilbyder jeg gruppeforløb til forældre, der tidligere har mistet.

Samtidigt tilbyder jeg fagfolk uddannelse og netværk inden for feltet. Jeg er stifter af Dansk Doula Institut, hvor jeg tilbyder Doulauddannelsen, medstifter af og underviser på Grunduddannelsen i Amning – Bliv professionel ammevejleder samt brobygger til doulaer på tværs af Danmark via Doulanetværket.

Derudover skriver jeg på mistetspaedbarn.dk og deler, hvordan livet er som englemor efter min familie og jeg mistede Sigfred, mit fjerde barn, sidst i graviditeten.